Væksthusene i Botanisk Have
Væksthusene i Botanisk Have blev opført i 1969-1970. I 2014 blev væksthusene genåbnet efter en større udvidelse og renovering. Væksthusene i Botanisk Have indgår som en del af Aarhus Universitets Science Museerne, der også indbefatter Steno Museet, Ole Rømer Observatoriet og Herbariet.
Botanisk Institut oprettes
I 1963 blev Botanisk Institut – i dag Bioscience – oprettet ved Aarhus Universitet af professor Kai Larsen. Det nyoprettede institut fik doneret en stor samling af pressede og tørrede planter fra Naturhistorisk Museum samme år, og to år senere fik instituttet en endnu større samling fra herbariet i Wien. Instituttet manglede dog forskningsmuligheder inden for levende plantedele.
8. oktober 1964 kunne byrådet behandle en anmodning fra universitetet om brugsretten til et område i Botanisk Have til oprettelse af væksthuse. Oprindeligt havde kommunen reserveret en grund ved Vesterbro Mølle i Botanisk Have til opførelse af Botanisk Institut. Da instituttet i stedet blev opført på et tidligere kaserneareal ved Ny Munkegade, frafaldt universitetet sit pladsønske i Botanisk Have. Da planerne om nogle væksthuse skulle realiseres, var det denne grund, som kom i spil igen.
C.F. Møller arkitekt
Aarhus Kommune og universitetet enedes om vilkårene, der blandt andet bestemte, at kommunen gratis stillede grunden i Botanisk Have til rådighed for universitetet i 30 år. Til gengæld blev det kraftig betonet over for universitet, at der ikke ville blive mulighed for nogen form for udvidelser i Botanisk Have. Dette var ikke noget problem for universitetet, som ved en eventuel udvidelse alligevel ville rykke uden for bygrænsen. Derudover skulle universitetet sørge for at offentligheden gratis kunne besøge væksthusene.
Væksthusene blev opført for Botanisk Institut i perioden 1969-70. Bag tegningerne til det eksotiske hus, der strakte sig over ca. 2000 m2 fordelt på fem sammenhængende væksthuse, stod C.F. Møller og U. Bak. Her var blandt andet plads til et 18 meter højt palmehus, mens den ”lave” afdeling kunne bryste sig af en højde på 8 meter. I væksthusene kunne publikum opleve fire forskellige klimazoner.
Renovering og udvidelse
I efteråret 2010 lukkede universitetet væksthusene ned for en længere periode. Årsagen var en forestående renovering og udvidelse på ca. 1000 m2. Væksthusene var gået hen og blevet et aktiv for byen. Klausulen fra 1964 om, at en udvidelse af væksthusene ikke kunne komme på tale, gav derfor ikke længere mening.
Udvidelsen skulle tilføre husene et nyt tropehus. Det gamle palmehus skulle til gengæld omdannes til et nyt botanisk formidlingscenter indeholdende foredragssal, undervisnings- og udstillingslokaler og café. Det nye formidlingscenter skulle blandt andet gøre det muligt at sætte fokus på nutidige miljøudfordringer - både nationalt og globalt. Endeligt skulle væksthusene gøres mere energirigtige. At opvarme væksthusene om vinteren var en meget kostelig affære for universitet, og i vintermånederne blev temperaturen derfor sænket i væksthusene. De lave temperaturer gjorde de tropiske planter sårbare, hvilket blandt andet førte til svampeangreb.
26. maj 2011 kunne grundstenen til det nye byggeri nedlægges. Projektet blev muliggjort via økonomisk støtte fra Aarhus Kommune og fondsstøtte fra Realdania og Nordea-fonden. Ligesom de gamle væksthuse blev også det nye tegnet af C.F. Møllers tegnestue.
Genåbning
Efter en længere forsinkelse kunne væksthusene officielt slå dørene op 12. september 2014. Inden den officielle åbning havde publikum dog haft lejlighed til at kikke indenfor i det nye væksthus. En mulighed som omkring 70.000 mennesker havde benyttet sig af, hvilket var næsten en fordobling af væksthusene normale årlige besøgstal før genåbningen.
Tropisk temperatur, 80 procents luftfugtighed og højtalere fordelt rundt i det nye trope giver illusionen af at bevæge sig rundt i en rigtig jungle. I virkeligheden er det kun fisk og sommerfugle, gæsterne kan rende ind i i den aarhusianske regnskov. Væksthusene består, udover Tropehuset, af Middelhavshuset, Ørkenhuset og Bjergskovhuset.
Der er stadig fri entré i væksthusene.
Kilder
- Aarhus Byråds Forhandlinger 08.10.1964
- Botanisk Instituts Væksthuse, Aarhus Universitet, 1975
- Århus Stiftstidende 07.05.1989, 12.09.2014
- Lokalavisen Aarhus 22.09.2014
- Science Museerne – Aarhus Universitet, Væksthusene