Trøjborgvej 2D

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Villaejendom på Trøjborgvej.

På adressen Trøjborgvej 2D ligger en gammel to-etagers villaejendom skjult bag den høje karrébebyggelse, der udgøres af Dronning Margrethes Vej og Trøjborgvej. Villaen blev opført i 1897 af den lokale bankdirektør Byberg og er tegnet af arkitekt Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950).

Villaens placering vidner om, at man på tidspunktet, hvor villaen blev opført ikke havde en klar byplanmæssig strategi for områdets fysiske udvikling. Dengang lå villaen godt placeret med havudsigt over Aarhusbugten, men i 1930’erne blev der bygget høje karréer langs Dronning Margrethes Vej og Trøjborgvej som omkransede villaen.

Aarhus Piskefabrik

I takt med udbygningen af Trøjborg og opførelsen af nye etageejendomme blev villaen omdannet og brugt som erhvervsejendom. I første omgang var det Aarhus Piske- og Stokkefabrik der i 1930’erne flyttede ind i den tidligere bankdirektør-villa. Fabrikken blev grundlagt tilbage i 1885 af J. Salzwedel og blev videreført af familien Prange indtil virksomheden blev nødt til at lukkede ned omkring 1965 som konsekvens af et svigtende marked, hvor efterspørgslen på piske forsvandt i takt med landbrugets mekanisering.

Trøjborg Møbelmontering

I stedet åbnede et møbeludsalg og polstermagerværksted i ejendommen kendt som Trøjborg Møbelmontering (senere Trøjborg Bolighus). Det blev grundlagt i 1955 af Tage Petersen som drev virksomheden i 35 år indtil der blev foretaget et generationsskifte, hvor sønnen Lars W. Petersen overtog. I forbindelse med dette generationsskifte blev villaen gennemrestaureret indvendig i samarbejde med indretningsarkitekt Kaare Sølvsten.

Psykologklinik

I 1999 blev ejendommen på Trøjborgvej 2D solgt til psykologerne Anny Haldrup, Hanne Thorup og Dagmar Møller Kristensen, som oprettede psykologklinikken Specular i villaen. Siden 1999 har det således været virksomheden Specular, der har holdt til i den gamle villa.

SAVE-registrering

I 2012 blev villaen på Trøjborgvej 2D SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede bygningen til at have en middel bevaringsmæssig værdi på 5.

Se også

Trøjborgvej 2D på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Trøjborgvej 2D

Kilder

  • Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
  • Preben Rasmussens Udklipssamling (1800-1990), Aarhus Stadsarkiv.
  • Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.