Restaurant Tarantella

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Tarantella var navnet på den restaurant, som hørte til Aarhus-Hallen. Hallen og restauranten blev indviet den 1. april 1938.

Konsul Frederik Laurits Viltoft stod for driften af Tarantella, hvis vægge var dekoreret med Aarhus-motiver, malet af Carl Faarup. 125 tjenere var tilknyttet restauranten, og det store køkken var indrettet til at kunne bespise op til 2000 gæster i hallen.

Restauranten blev samlingspunkt for de kulturelle aarhusianere, og højst usædvanligt skulle man betale entré for overhovedet at komme ind på restauranten. Men var man først inde, var man sikret gedigen underholdning. Restauranten var opdelt i terrasser med fint opdækkede borde. På en balkon spillede orkestret, mens artister, sangere, dansere osv. optrådte på scenen, som kunne skydes ud over dansegulvet.

I de første to år af restaurantens levetid lykkedes det at tiltrække flere store udenlandske navne. Allerede samme måned som åbningen kunne man opleve den verdensberømte amerikanske jazzpianist ”Fats” Waller sammen med Svend Asmussen, mens det i november 1938 var Josephine Baker der svingede med sit bananskørt på scenen.

Forlystelseslivet i Aarhus fortsatte under besættelsestiden, men på grund af den forværrede økonomi måtte det aarhusianske publikum nu nøjes med danske artister i stedet for internationale stjerner. Aarhusianernes fortsatte forlystelsesliv blev i længden for meget for besættelsesmagten og den 30. september 1944 blev restauranten ramt af Schalburgtage.

Også Håndværkerforeningen, Molles Kro i Skolegade og Pavillonen i Vennelystparken blev sprængt i luften mellem oktober 1944 og januar 1945. Tarantella var den eneste af de ovennævnte, som blev genopbygget.

Restauranten Tarantella, som efter 1960 blev drevet af Gunnar Gravholt, blev i 1970 omdøbt til Palmehaven. Allerede året efter i 1971 genåbnede restauranten, med ny ejer, under navnet Tropicana.

Restaurant Tarantella på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Restaurant Tarantella

Litteratur og kilder

  • Bernhardt Jensen; Som Århus morede sig, Universitetsforlaget i Aarhus, 1966
  • Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
  • Kurt Lundskov: Det gamle Aarhus, Kurt Lundskov, 2008
  • Georg Andersen, Min Århus-kavalkade - Erindringer fra et journalistvirke 1933-1982, Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget, 1982
  • Aarhus-Hallens arkiv, Erhvervsarkivet
  • Jyllands-Posten 02.11.2008, Da rocken tog strøm på Århus, Kasper Schütt-Jensen
  • virk-info.dk