Peder Rosenørn (1711-1790)

Fra AarhusWiki
Portræt af Peder Rosenørn (1711-1790) fra Palle Rosenkrantz' bog "Amtmandsbogen - Portrætter og biografier af stiftamtmænd og amtmænd i Danmark 1660-1935", Arthur Jensens Forlag, 1936. Scannet af Slægtforskernes Bibliotek, https://slaegtsbibliotek.dk/929042.pdf.

Peder Rosenørn var oberst, kammerherre og stiftamtmand over Aarhus Stift i 1763-1780.

Født 20. august 1711 på Tvilumgaard ved Gjern, død 29. april 1790 i København.

Søn af Poul Rosenørn til Tvilumgaard og Meilgaard (1670-1737) og Mette Pedersdatter Benzon (1693-1752). Han var dermed fjernt beslægtet med de to andre rosenørnske stiftamtmænd, der senere indsattes i Aarhus, nemlig Peder Otto Rosenørn (1778-1828) og Carl Gustav Rosenørn (1784-1858), der var hans fætters børnebørn (farbrors søns sønnesønner).

Gift 20. juli 1753 på Ulriksholm Slot ved Kølstrup med Ulrica Hedevig von Heinen (1734-1772). Sammen fik de fem børn, herunder sønnen Poul Rosenørn (1756-1829) til Ulriksholm.

Militær karriere og ægteskab

Peder Rosenørn blev allerede som 17-årig Kornet, dvs. at han opnåede den laveste kavaleriofficersgrad, ved det holstenske kavaleri i 1728 og i 1732 blev han løjtnant ved samme. I 1736 udnævntes han til ritmester og i 1747 til oberstløjtnant. Med denne status i ryggen, samt sin fornemme gård Katholm ved Grenaa, kunne Peder Rosenørn i 1852 anmode om ægteskab med adelsdatteren Ulrica Hedevig von Heinen. Hans anmodning blev besvaret med samtykke, og de blev gift året efter. Deres hjem blev på Katholm, men senere arvede Rosenørn sin hustrus barndomshjem, Ulriksholm Slot, efter sine svigerforældre.

Ægteskabet skulle efter Peder Rosenørns eget udsagn have været lykkeligt. I hvert fald skrev han i sin dagbog:

"Aldrig har noget Ægteskab været løkkeligere, da Gud havde givet mig en christelig, dydig og fornuftig Hustrue, hvis yderste Bestræbelse har været at opføde sine Børn i alle christelige og sømmelige Dyder, at vandre oprigtig for Vor Herre, at holde god Orden i sit Huus, at elske mig af Hiertet i ald Oprigtighed, at glæde mig ved een kierlig Omgang og aldrig i nogen Ting at giøre mig imod. Et saa ønskeligt Ægteskab kunde ikke andet end opmuntre mig til den inderligste Taknemmelighed mod min Gud og den aller oprigtigste Kierlighed og Erkientlighed mod een saa dydig og velsignet Ægtefælge".

Peder Rosenørn skrev også flere gange om parrets lykke, når de med jævne mellemrum kunne byde deres børn velkommen til verden. Glæden ved det hjemlige og familien blev dog flere gange afbrudt, da Rosenørn måtte rejse for at passe sin post ved militæret. Det skulle trods alt vise sig at være til familiens held, da Rosenørn på en tur til Rendsborg i slutningen af 1750'erne mødte kong Frederik d. 5. flere gange og gjorde et godt indtryk på ham. Det var ligefrem så godt, at kongen en dag tilkaldte Rosenørn, og som belønning for hans tro tjeneste lovede ham posten som stiftamtmand i Aarhus, når den engang blev ledig. Løftet måtte dog hemmeligholdes.

Stiftamtmand i Aarhus

I foråret 1761 solgte Rosenørn sit kompagni og tog hjem til Katholm for at tage sig af sine familie og sine børns uddannelse. For en stund gik alt godt og roligt for familien. I 1763 blev han - som kongen havde lovet - indsat som stiftamtmand i Aarhus og tillige amtmand over Havreballegaard Amt og Stjernholm Amt, men han blev boende på Katholm. Derfor måtte han ofte tage på lange embedsrejse, men familien trivedes tilsyneladende alligevel. I marts 1772 ramte ulykken dog, da Rosensørns hustru blev syg med kopper og døde.

Rosenørn stod nu alene med fire børn - den femte og ældste tjente som hofdame for prinsesse Sophie Frederikke - men havde på grund af sin stiftamtmandspost ikke tid til at være hos dem. Af de fire lod han derfor sine tre døtre bo hos deres mormor på Ulriksholm Slot, og hans søn sendte han på udlandsrejse. Det gik dog alle fem børn godt i deres videre liv.

I 1778 blev Rosenørn udnævnt til kammerherre, og hans stjerne ved hoffet fortsatte kun med at stige. Som stiftamtmand havde Rosenørn tilsyneladende også succes. Det er dog svært at sige meget om borgernes holdning til ham, da der ikke findes kilder derom. At han sad som stiftamtmand i 17 år og selv skulle bede om at gå af kan dog tyde på, at han var accepteret og formodentlig også vellidt.

Trods sin succes valgte Rosenørn i 1780 at fratræde sin stilling i Aarhus, for at tage til København, så han kunne være tættere på sine børn, der alle boede der. Ved sin afgang fra hvervet modtog han følgende vers af biskop Jørgen Hee (1714-1788), der sætter Peder Rosenørn i et positivt lys:

En Rose længe har i Aarhuus Stift floreret,
Som med sin yndig Floor har hver Mands Lyst formeeret
En Ørn har svinget sig om Stiftets Ret og Roe,
Dertil brugt Ørnesyn men aldrig Ørnekloe.
Der siges, Rosen skal et andet Sted forplantes.
Wel naar ey saunes skal, hvad got hos denne fandtes,
Naar den, der drage skal i Ørnens Reede ind,
Besidder dens Forstand og redelige Sind.
Gud føre Rosen frem, uskadt paa Ørnevinger
Saa at ey nogen Mandens Liv og Hilsen tvinger.
Dens gode Rygte her i fulde Blomster staar,
Endog naar Rosen med sin Ørn til Himlen gaar.

Senere liv og eftermæle

Da Peder Rosenørn i 1780 bosatte sig i København, blev han taget godt imod ved hoffet, og som en form for varm velkomst blev han med det samme udnævnt til gehejmekonferensråd og indsat som Justitiarius i Højesteret. Sidstnævnte forsøgte han dog at takke nej til, men uden held, indtil han i 1782 ikke længere kunne passe arbejdet på grund af en øjensygdom. Han blev derpå kongens overhofmundskænk med frit Logis og Bouche en cour, hvilket tilsyneladende passede ham bedre.

En senere historiker, der har undersøgt Peder Rosenørns historie nærmere, har beskrevet ham som værende en "elskværdig Personlighed, der har en egen mild og munter Maade at tage de Genvordigheder paa, der maatte komme. Vi kender ham forud, som den gode Søn, der straks efter Faderens Død aabner Hjemmet paa Katholm for sin Moder, Mette Benzonz ... ligesom han, 1756, har taget sin Søster Antoinette Gersdorffs ... Børn til sig. Kongerne har sat Pris paa ham, og Bevis paa deres Gunst er i fuldt Maal tilfaldet ham og hans Slægt. Lidt forfængelig maaske, men alligevel saa taknemlig, baade mod Gud ... og mod Menneskene, gaar han sin Vej gennem Livet".

Se også

Litteratur og kilder