Johan Arentsen Althalt (1635-1728)
Johan Arentsen Althalt (født den 12. juli 1635 i Aarhus, død den 10. januar 1728 på Lyngbygaard, 93 år gammel) var kæmner i Aarhus i 1679 og senere ejer af godset Lyngbygaard.
Han er begravet i Lyngby Kirke, men fik epitafium i Vor Frue Kirke, hvor han begravede sine forældre og sin første hustru.
Han var søn af handelsmand og borger i Aarhus Arent Althalt (1595-1637) fra Westfalen og hustru Alhed Hansdatter Kettel (1596-1644). Ud over Johan Arentsen Althalt fik de yderligere tre sønner.
Johan Arentsen Althalt blev gift første gang med Maren Hansdatter Kryssing (1640-1672), datter af hatsofferer Hans Jørgensen Kryssing og hustru Dorthea Pedersdatter.
Gift anden gang med Maren Svendsdatter, datter af Svend Albertsen ved Vor Frue Kirke og Johanne Christensdatter. Med sine hustruer fik Johan Arentsen Althalt børnene:
- Dorethe Johansdatter Althalt (1665-1737), gift med Oluf Sørensen (1657-1724), rådmand i Aarhus.
- Arent Johansen Althalt (1673-1745), ejer af Lyngbygaard.
- Christen Johansen Althalt (1675-1734), ejer af Lyngbygaard.
Fra Vestergade til Lyngbygaard
Johan Arentsen Althalt tog borgerskab i Aarhus den 16. juli 1663. I 1680'erne boede han på en grund med gård og have, hvor Vestergade 46 ligger i dag, samt på en grund ved det nuværende Vestergade 27, ligeledes i en gård med have. Hvor han boede først, vides ikke.
I 1686 flyttede han fra byen, da han købte godset Lyngbygaard, som efterfølgende nedarvedes indenfor hans slægt.
Litteratur og kilder
- H. Friis-Petersen, Embeds- og Bestillingsmænd i Århus, 1941
- A.S.A.1913/40,1931/29,1933/156,201,1936,201,1936/91,92,98,103,1937/92 P.T.5.R/264 - Hoffmeyer: P.N. - Borgerskabsprotokollen
- aastrup.de om Arent Althalt, http://www.aastrup.de/tng/getperson.php?personID=I451&tree=Malling
- Nationalmuseet, Danmarks Kirker, Vor Frue Kirke, http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Aarhus_1003-1288_01.pdf