Lyngbygård

Fra AarhusWiki

Lyngbygård gods er beliggende i Lyngby Sogn ved Brabrand ned mod Lyngbygård Å, og omfatter ca. 225 hektar. I dag er godset familieejet, og store dele af de tilliggende jorder er lagt ud til golfbaner under Lyngbygaard Golf.

Godsets tidlige historie

Godset Lyngbygård kendes allerede tilbage fra 1300-tallet, hvor jordbesiddelserne menes at have tilhørt nonneklostret Ring, der var beliggende ved Skanderborg Sø. Som følge af reformationen i 1536 overgik godset til kronen, som det også var tilfælde med mange andre danske godser og herregårde.

I 1579 blev godset overtaget af den adelige Anne Skram, og gårdene herunder blev lagt sammen til hovedgården Lyngbygård. Året efter sin overtagelse af godset giftede Anne Skram sig med Christen Munk, og det er sandsynligvis dem, der i 1596 har opført den oprindelige gård på stedet. Selve bygningerne eksisterer ikke længere, men fra beskrivelser ved man, at der var tale om et bindingsværkshus i 21 fag. Spor fra denne bygning kan dog stadig ses i dag. Under den nuværende hovedbygnings vestlige del findes en hvælvet kælder med svære stenmure, som sandsynligvis er de sidste rester fra det oprindelige byggeri.

Tidligt i 1600-taller overgår godset gennem arv til en sidegren af familien, og tilfalder på denne måde Marie Below i 1612. Godset overtages herefter af en af Marie Belows få overlevende sønner, som desværre dør kort tid efter at have giftet sig, og i 1655 sælger hans enke gården. Gennem de kommende godt 30 år handles gården flere gange, men overtages i 1686 af Johan Arentsen Althalt (1635-1725), i hvis slægt den forbliver frem til 1800-tallet.

Tilbygninger og nyopførelse

I 1755 opførte Johan Arentsen Althalts barnebarn Johan Arent Althalt en tilbygning til Lyngbygårds hovedhus østdel. Tilbygningen blev i ni fag og to etager, og fungerede blandt andet som køkken og folkestue. Efter Johan Arent Althalts død i 1766 overtog hans kone godset. Hun var en foretagsom kvinde, som gennem en yderst fornuftig drift af gården øgede godsmængden betragteligt. Det betød, at hun i 1775 kunne rive den gamle del af gårdens hovedbygning ned og i stedet opføre den toetagers bindingsværksbygning i røde teglsten, som er at finde på stedet i dag. Foruden selve bygningen er en stor del af det faste inventar fra denne tid også bevaret, og flere af gårdens rum har derfor de oprindelige fløjdøre, paneler og stuklofter.

Da ritmester Johan Friis, som lå ved garnisonen i Århus, i 1826 gik med ønsker om at lægge militærvæsnet på hylden og i stedet blive landmand, købte han Lyngybygård. Skiftet fra militærmand til landmand skulle dog vise sig ikke at blive helt nemt for Johan Friis til at begynde med. Kort efter at Johan Friis overtog Lyngbygård, brændte alle gårdens avlsbygninger ned. Dermed var ulykken dog ikke alene gjort, for kort tid før branden var den brandforsikring, der var tegnet på gården desværre udløbet. På trods af modgangen lykkedes det Johan Friis, at få opført nye avlsbygninger så den fortsatte drift kunne sikres. Det viste sig også, at både han og hans søn, som overtog gården efter ham, var yderst kompetente landmænd, der kunne sikre gården en fremgangsrig drift.

Lyngbygård i nyere tid

Efter Friisernes ejerskab af Lyngbygård som strakte sig frem til 1903, blev gården i perioden frem til 1945 handlet hele fem gange. At gården havde skiftende ejere betød dog ikke, at der ikke blev foretaget forbedringer og ændringer. Blandt andet blev der i perioden udført en restaurering af hovedbygningen samt bygget nye staldbygninger og en stor ny lade. Derudover blev der foretaget en omlægning af parken samt etableret en stor køkken- og frugthave i tilknytning til gården.

I 1945 blev gården købt af forpagter Marie Bønløkke, hvis mand var død i forbindelse med modstandskampen under besættelsen. Herefter blev ejerforholdet omkring gården igen mere stabilt. I dag ejes Lyngbygård af Niels Jørgen Bønløkke, som er tredje generation på stedet. Gården drives som et moderne landbrug i et fællesskab med gårdene Thorsminde og Bakkegården, som også ejes af medlemmer af familien Bønløkke.

Landsbybeskrivelse i Kommuneatlas, 1997

Følgende beskrivelse er citeret fra Århus Kommuneatlas.

Lyngbygård ligger særdeles smukt på kanten af de stejle skrænter, der falder ned mod den snævre Lyngbygård Ådal.

Lyngbygård kendes tilbage til 1500-årene, hvor godset hørte under Ring Kloster, men hovedbygningens nuværende udtryk stammer fra slutningen af 1700-årene. Den østre del af bygningen blev opført i 1755 af Johan Althalt, og 20 år senere opførte hans enke, Anne Elisabeth Althalt bygningens vestre del. At de to bindingsværksfløje ikke er samtidige, kan tydeligt aflæses på facadernes forskelligheder i fagrytme, størrelse m.m.

På havefacaden opførtes i 1876 et lille tårn, der i materialer og udtryk knytter sig til hovedhuset. Hovedbygningen har tidligere indgået i et mere regulært anlæg end det nuværende og har udgjort den nordre del af et rektangulært gårdrum. Den nuværende avlsgård er opført efter en brand i 1828, og moderniseret i 1911.

Kernen i det lille herregårdsanlæg er den særprægede 1700-tals hovedbygning, der er sammensat af to forskelligartede, men dog beslægtede bindingsværksbygninger. Bygningen er opført i egebindingsværk i to stokværk med murede tavl.

Det halvvalmede tag er belagt med røde vingetegl og prydes af fire hvidkalkede skorstene. Bygningen er opført med høj kælder og mod gården er to fornemme vifteformede granittrapper med spinkle og elegante smedejernsgelændere. Det vestre indgangsparti, der er bygningens hovedindgang, er i facaden fremhævet med en frontispice og en enkel dørindfatning med pilastre og trekantfronton.

Parken er en stor, jævn plæne, der afgrænses af anlagt løvbevoksning, der danner en kultiveret overgang til skoven og ådalen mod nord og vest samt til de vidtstrakte marker mod øst.

Lyngbygård på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Find mere information på AarhusArkivet

Lyngbygård

Litteratur og kilder

  • Jan Kock: Østjyske Herregårde. Århus Amt, Erhvervsafdelingen, Højbjerg 2000 Bestil materiale
  • Kommuneatlas Århus 1. Byens og landsbyernes bevaringsværdier. 1997.

Eksterne henvisninger