Jesper Stein Larsen (1965- )

Fra AarhusWiki

Jesper Stein Larsen (født den 28. februar 1965 i Aarhus) er journalist, forfatter og modtager af De Gyldne Laurbær.

Jesper Stein Larsen er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1996. Efterfølgende var han ansat ved Jyllands-Posten, har været madanmelder og blev fra 2005 kulturjournalist med litteratur som hovedområde. Siden 2015 har han været fuldtidsforfatter.

Jesper Stein Larsen har udgivet seks bind i krimiserien om vicepolitikommisær Axel Steen, for hvilke han i 2012 modtog Det Danske Kriminalakademis Deputantpris og i 2015 Dan Turèll Medaljen. Han vandt boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, i 2016 for bogen "Aisha", der er fjerde bind i serien. I 2017 modtog han Martha Prisen og blev samme år kåret som årets forfatter af Saxos brugere.

I 2020 udkom hans selvbiografiske roman, "Rampen", om forældrenes skilsmisse og familiens efterfølgende opløsning i konflikter og druk. Titlen refererer til den vej i Risskov, hvor familien boede sammen indtil skilsmissen. For romanen modtog han bibliotekernes pris, Læsernes Bogpris, i 2021, og romanen høstede fem- og seksstjernede anmeldelser i dagbladene ved udgivelsen. Huset, som Jesper Stein Larsen og hans familie boede i på Rampen, blev brugt i optagelsen af Nils Malmros-filmen Skønheden og Udyret, lige omkring tidspunktet for skilsmissen. "Rampen" har siden fået en efterfølger med titlen "Ædru", der udkom i starten af 2022.