Jørgen Schydtz Lottrup (1828-1907)
Jørgen Schydtz Lottrup, brænderiejer.
Født 2. november 1828 i Skals ved Viborg, død 21. februar 1907 i Aarhus.
Søn af proprietær Ole Christian Secher Lottrup og Ingeborg Jacobsen.
Gift i Aarhus Domkirke i 1855 med Laura Gjeding, datter af Hans Gjeding.
Lottrup stod i lære hos sin bror, Malthe Conrad Lottrup, som var indehaver af bryggeriet Ceres. Herefter fik han arbejde som handelsbetjent hos købmand og brændevinshandler Hans Gjeding. Hans Gjeding holdt til i Mejlgade 52, hvor han både havde forretning og privat beboelse.
Ved Hans Gjedings død overtog Lottrup hans forretning og beboelse i Mejlgade hvor familien flyttede ind. Lottrup droppede købmandsforretningen og fokuserede i stedet på brændevinsbrændingen som han førte videre under navnet J. S. Lottrup & Søn. Senere skiftede brænderiet navn til J. S. Lottrups dampbrænderi og spritfabrik.