Jørgen Schydtz Lottrup (1828-1907)

Fra AarhusWiki
J. S. Lottrup siddende med sit barnebarn, Mogens Christian Lottrup. Til venstre for J. S. Lottrup ses hans barnebarn Jørgen Seidelin Lottrup. Til højre for J. S. Lottrup ses hans søn Ole Christian Ingvard Lottrup og hans barnebarn Hans Gjeding Lottrup. Fotografiet er fra ca. 1899

Jørgen Schydtz Lottrup (født den 2. november 1828 i Skals ved Viborg, død den 21. februar 1907 i Aarhus) var brænderiejer.

Han var søn af proprietær Ole Christian Secher Lottrup og Ingeborg Jacobsen.

Gift i Aarhus Domkirke i 1855 med Laura Gjeding, datter af Hans Gjeding.

Lottrup stod i lære hos sin bror, Malthe Conrad Lottrup, som var indehaver af bryggeriet Ceres. Herefter fik han arbejde som handelsbetjent hos købmand og brændevinshandler Hans Gjeding. Hans Gjeding holdt til i Mejlgade 52, hvor han både havde forretning og privat beboelse.

Ved Hans Gjedings død overtog Lottrup hans forretning og beboelse i Mejlgade, hvor familien flyttede ind. Lottrup droppede købmandsforretningen og fokuserede i stedet på brændevinsbrændingen, som han førte videre under navnet J.S. Lottrup & Søn. Senere skiftede brænderiet navn til J.S. Lottrups dampbrænderi og spritfabrik.

Litteratur og kilder