J. Chr. Møllers Trikotagefabrik
J. Chr. Møllers Trikotagefabrik var en af landets førende trikotagefabrikker, beliggende Skt. Pauls Gade 25.
Virksomheden blev grundlagt som trikotagehandel af Jens Christian Møller, en senere fremtrædende lokal- og rigsdagspolitiker i 1883, oprindeligt i et kompagniskab med Christian Christensen. Senere, i 1890, udvidedes forretningen til også at omfatte maskinstrikkeri, engroshandel og fabrikation af børne- og damekonfektion. Kompagniskabet blev ophævet 1898, hvorefter Christensen beholdt detailudsalget, som i mellemtiden var flyttet til Store Torv.
1904 byggedes fabrikken i Skt. Pauls Gade. Bygningen mod gaden blev opført i 1906, tegnet af arkitekt Thorkel Møller. Den første bygning styrtede sammen i 1906, men blev genrejst. I 1913 opførtes en lager- og produktionsbygning på fire etager bag forhuset og mellem disse en tilsvarende bygning på tre etager.
Den store sammenstyrtning i 1906
”Sammenstyrtet! J Chr. Møllers Lagerbygning på St. Pauls Gade styrtet sammen Lørdag Nat. Et rent Vidunder, at ingen blev dræbt”. Stiftstidende rapporterede 2. april 1906 meget levende fra ulykkesstedet:
”Lørdag Nat Kl. 20 Minutter over 11 lød der over det halve Frederiksbjerg et tordenlignende Brag … en Klirren af Ruder, der faldt klingrende til Jorden ... en Ramlen af Stolper og Spær og Bjælker og Lægter, der hvirvledes sammen i et Kaos ... saa blev alt stille. Det var Fabrikant J. Chr. Møllers Kontor og Lagerbygning i St. Paulsgade, der var styrtet sammen. Den ligger nu som en forvirret Blanding af Grus og Murbrokker, af bristede Planker og et Næt af Tømmer og Træværk. Larmen fra det store Sammenbrud rystede Beboerne op ad deres Senge videnom. Det var i Øjeblikket, som om Husene vaklede. Støvet fra Skredet lagde sig som en tæt Taage over Nabolaget, og Asylets Ruder sprængtes, medens Stedet lige over for i Paulsgade led svær Molest.”
Reporteren løb fra stedet og rundt til de involverede, der kunne tænkes at bære ansvaret. Arkitekten, Thorkel Møller, mente, der kunne være tale om fejl i jern- og murpillerne, der ikke havde kunnet tåle overgangen fra frost til varme. Entreprenøren, tømrermester J. Chr. Jensen, mente også, fejlen kunne ligge hos pillerne – ”det kunne jo ske”, men ellers var alt første klasses arbejde. Alle andre vaskede også hænder.
Tusinder af nysgerrige samlede sig, og rygterne løb på dagen om, at arkitekten have skubbet entreprenørens betænkeligheder ved konstruktionen til side, så samme dag måtte Møller indrykke et forsvarsskrift i avisen, hvor han pure afviste anklagen. Bygningskommissionens formand, den navnkundige bygnings- og brandinspektør Eduard Ludvig Frederik Springborg, mente ikke, det var en sag for politiet, men politiet var af en anden mening.
Justitsministeriet foranledigede, at der blev rejst sag mod arkitekt Thorkel Møller, og han blev senere idømt 200 kr. i bøde for brud på bygningsvedtægtens paragraf om uforsvarlig byggeforetagender. Tømrermester Iversen fik en bøde på 25 kr. for ikke at have sikret, at bjælkerne var gennemgående under hele bygningen og for at have stukket bjælker ind mellem bærende murpiller. Bygningsinspektøren og andre håndværkere, herunder murermester J. Chr. Jensen, blev frifundet.
Iversen tog altså sin del af skraldet. Det var prekært, for han var fabrikant Møllers svigersøn, og Møller var en fremtrædende borgerlig mand, der senere blev de konservatives fører i byrådet og også kom en tur i Rigsdagen. Den socialdemokratiske byrådsgruppe kastede sig veloplagt over sagen, der blev drøftet på en række møder hen over efteråret 1906.
Redaktøren fra Demokraten, Marius Simonsen, førte an. Han antydede, at bygningsinspektøren bar skylden, hvad borgmesteren bestemt afviste. Simonsen svarede tilbage, at ”man fra konservativ, autoritetstro Side” havde lagt hindringer i vejen for at få kortene på bordet. Folk i byen sagde, at tilsynet havde været skødes-løst og ikke påpeget de mangelfulde bjælkekonstruktioner. Demokratens anden redaktør, Harald Otto Jensen (1851-1925), der også var i byrådet, var ikke bleg for at kalde bygningsinspektøren mere eller mindre inkompetent.
Efter genopbygningen
Enden på historien blev, at huset blev genopført med kælder og tre fulde etager. Murpillerne blev forstærket, og tagremmen lagt længere ind, så Møllers trikotagefabrik stod klar efter sin udvidelse.
I januar 1914 optoges Niels Valdemar Wohlert (1861-1931), der i 24 år havde været rejsende i firmaet, og Møllers ældste søn Ludvig Wohlert som kompagnoner. Senere blev også Wohlerts to andre sønner Jens Jakob Tarp Wohlert (1891-) og Kai Christian Tarp Wohlert (1895-1974) engageret i firmaet.
Firmaet havde 1923 100-125 arbejdere og arbejdersker og ca. 50 månedslønnede funktionærer. Hertil kom et stort antal hjemmearbejdere. På lageret i København beskæftigedes 8 mand. Af rejsende var der 6 i trikotage (hvoraf 3 i København) samt 2 i konfektion.
Omdannet til aktieselskab 1924 med kapital på 700.000 kr.
Anlægget anvendtes siden af bl.a. Konfektionsfabrikken Gunnar Knudsen, Aarhus Tekniske Skole i 1980, dagplejecenter og kommunalt omsorgscenter/pensionistcenter (1978).
Galleri
- Morgenbladet Adresse-Avisen, 29. august 1906
- Århus Stiftstidende, 2. april 1906 og 4. november 1923
- Århus Byråds Forhandlinger 5.4., 19.4., 17.5., 13.9., 21.6., 30.8. og 13.9. 1906
- Holstein-Rathlou, 1923.
- Demokraten 8. august 1938
- Børsen 31. august 1945
Litteratur og kilder
<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.146123 longitude=10.201073> {
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.201073, 56.146123] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
} </mapframe>
