Brammers Café

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Brammers Café åbnede i M.P. Bruuns Gade 54 omkring år 1907. Caféen blev åbnet af restauratør N.H. Schmidt og hans kone Anna Margrethe Schmidt. N.H. Schmidt døde omkring 1920, hvorefter fru Schmidt videreførte forretningen.

Fru Schmidt kom hurtigt med på 1920'ernes jazzbølge og annoncerede i 1923 i Demokraten med et forstærket orkester og "Saxofon og Solonumre Søndag Eftermiddag og Aften". Senere samme år lød annoncen: "Koncert hver Aften. Byens Skrappeste Jazz-Band-Orkester v/Mr. Brown. Stor Attraktion aldrig før set eller hørt i Aarhus". Mr. Brown var ifølge Aarhusposten en dirigent fra Vestindien, som var i stand til at håndtere 103 instrumenter. Året efter kunne caféens gæster opleve "Den bekendte Janitshar og Okkerinefløjtenist Feldthusen", som spillede hver aften.

Caféen havde bevilling til at holde åbent til kl. 24, men mængden af musik fik flere af naboerne til at klage til politiet, og caféen mistede bevillingen, så der i stedet skulle lukkes kl. 23. Om det var skyld i, at der faldt en ro over caféen vides ikke, men i 1925 flyttede fru Schmidt til Mejlgade 44, hvor hun havde Café Centrum. Brammers Café blev overtaget af M. "Ditter" Sørensen, som drev stedet, indtil han i 1929 erhvervede en restauration i Graven 14, hvor han åbnede Ditters Café. Brammers Café blev efterfølgende overtaget af restauratør J. Rasmussen.

I 1932 annonceredes der i Aarhus Stiftstidende med, at stedet nu tog imod pensionærer, og kunne tilbyde et stort gadeværelse eller et møbleret loftværelse. Hvem der drev restaurationen på daværende tidspunkt er usikkert, måske har det været J. Rasmussen. I 1934 blev lokalerne overtaget af V.F. Frost, som omdøbte stedet til Frederiksbjerg Borger-Café og Restaurant. Restaurationen blev ophævet i 1936.

Bevillingshavere og bestyrere

  • 1907-1925: Restauratør H.N. Schmidt og fru Anna Margrethe Schmidt.
  • 1925-1929: Vært M. "Ditter" Sørensen.
  • 1930: Restauratør J. Rasmussen.

M.P. Bruuns Gade 54 på Aarhusarkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=52837

Litteratur & kilder

  • John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, s. 125-126
  • Preben Rasmussens Udklipssamling 1800-1990, M. P. Bruuns Gade 54
  • Aarhus Stiftstidende, 27-02-1932, 01-04-1932