Bederværket

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Bederværket er et vandværk i byen Beder, beliggende på adressen Skoleparken 3. Bederværket blev opført i 2020 efter tegninger af det aarhusianske arkitektfirma Cubo Arkitekter med Per Aarsleff som totalentreprenør. Værket er udformet som to sammenbyggede, teglbeklædte længehuse, der skal give associationer til vikingetiden.

Værket ligger lige op ad byparken i Beder i et åbent område, så det er muligt for offentligheden at kigge ind ad de store ruder og se, hvordan drikkevandet produceres. Rundt om anlægget er der anlagt stier og beplantning for at gøre stedet til et attraktivt sted at opholde sig.

Bederværket afløste Beder Vandværk, som havde 50 år på bagen, og som ikke længere levede op til de krav, der stilledes til et moderne vandværk. Det nye vandværk blev udstyret med den nyeste teknologi inden for vandproduktion. Selve vandbehandlingsanlægget blev opført som et lukket anlæg uden åbne vandoverflader, og anlæggets mange filterbeholdere og de tre rentvandsbeholdere i rustfrit stål blev stringent placeret i hver sin halvdel af proceshallen. Den samlede regning for opførelsen af Bederværket endte på 67 mio. kr.

Bederværket og Østerbyværket i Tranbjerg dækker tilsammen vandforsyningen i det sydlige Aarhus for Aarhus Vand.

Det første Beder Vandværk

Beder Vandværk markeret på luftfoto fra 1954.

Den 7. november 1934 afholdtes på Beder Kro stiftende generalforsamling i Andelsselskabet Beder Vandværk. Ingeniør K. Petersen fra selskabet Ladegaard & Co. i Odder fremlagde et projekt, der vedtoges at følge. Anlægssummen på det nye vandværk ansloges at være 20.000 kr.

Vandværkets første bestyrelse bestod af følgende medlemmer:

  • Købmand, Carl Petersen (formand)
  • Skoleforstander, P. Bonderup (kasserer)
  • Skomagermester, Otto Petersen

Revisorer:

  • Vognmand, Søren Jensen
  • Tømrermester, A.P. Andersen

Det nye vandværk opførtes i 1936 på Beder Landevej 77 på en mindre matrikel (2y) købt fra den nærliggende Christiansgårds jorder. I marts 1938, da vandværket havde været i drift i halvandet års tid, forlød det, at der var stor tilfredshed fra værkets brugere. Dette ændredes dog få år senere, da der i 1941 var udpræget utilfredshed med vandværkets pumper. Interessentselskabet Beder Vandværk havde derfor forhandlet med fabrikanten om erstatning, uden at det førte til noget brugbart resultat for vandværket. Ved generalforsamlingen i april 1941 vedtoges det derfor at søge en voldgiftskendelse mod både fabrikanten og brøndborer.

I 1968 ydede vandværket 70.000 m3 vand årligt. Et nyt butikscenter i Beder var i 1968 under opførelse, men vandværket måtte kapitulere over den forventede stigning på op mod 50.000 m3 årligt som følge af det nye center. Kapaciteten på vandværket ville ikke kunne håndtere dette, så der kiggedes nærmere på en udvidelse af faciliteterne til godt 135.000 kroner.

Vandværket blev senere nedrevet, og på området ligger nu et større grønt græsområde grænsende til et villakvarter ved det nuværende Byagervej.

Det andet moderne vandværk (Århus Vandværk i Beder)

Et nyere vandværk, Århus Vandværk i Beder, opførtes i 1967, og blev i 1975 renoveret.

I november 1965 var opførelsen af det nye vandværk undervejs, og de nye bygninger var nu at se over jorden. Vandværket opførtes med et trappeanlæg hvor vandet skulle risle ned ad når grundvandet skulle iltes. Udover en maskinbygning, blev der også bygget en filterbygning med et hurtigfilter af forskellige former for sand. Det nye vandværk skulle forbindes til vandbeholderen ved Observatoriehøjen, og de kæmpemæssige rør der skulle skabe forbindelsen måtte lægges igennem Marselisborgskovene. Den 30. august 1966 blev der holdt rejsegilde på det nye Århus Vandværk i Beder, hvor rådmanden for magistratens 5. afdeling A. Mougaard holdt tale.

I forbindelse med den senere opførelse af Bederværket, på samme område, blev vandværket fra 1967 revet ned.

Bederværket på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Bederv%C3%A6rket

Litteratur og kilder