Ane Johanne Petersen (1862-1923)
Ane Johanne Petersen, eller Pipita som hun også blev kaldt, født 5. juni 1862 i Aarhus, var et velkendt ansigt blandt det aarhusianske politi.
Offentlige fruentimmere
Før nedenstående episode i 1903 var hun nemlig syv gange tidligere blevet dømt for prostitution og var derfor, det man kaldte ”offentligt fruentimmer”. På dette tidspunkt var det dog ikke ulovligt at drive prostitution i Danmark, men der var visse regler, der skulle overholdes. Alle prostituerede skulle indskrives i en protokol for offentlige fruentimmere, hvor både deres navn og adresse skulle stå nedskrevet. Dertil måtte de kun drive deres erhverv i bestemte områder af byen, så politiet altid vidste, hvor de opholdt sig, og så skulle de gå til ugentlig kontrol hos lægen for at undgå spredning af kønssygdomme. Et offentligt fruentimmer kunne dog blive skrevet ud af protokollen, hvis de stoppede med at bedrive prostitution. Men hvis det blev opdaget, at de havde genoptaget prostitution uden at indberette det, eller hvis et indskrevet offentligt fruentimmer ikke dukkede op til den ugentlige kontrol eller undlod at melde en ny adresse, ville det få store konsekvenser, der i sidste ende kunne føre til fængselstid.
Opdaget med Stauning
I 1903 var Pipita blevet udskrevet af protokollen for offentlige fruentimmere, da hun i en periode holdt pause fra dette erhverv, da hun havde fået en kæreste, som støttede hende økonomisk. På grund af dette, havde politiet advaret hende om, at hun ville blive straffet, hvis hun fortsatte sin syndige levevej uden at melde det. Lørdag den 9. maj. 1903 herskede der dog ikke længere tvivl om, at hun havde genoptaget sin profession, da en betjent observerede to mænd træde ind i hendes hus på klokken tre om natten. Den ene mand kom hurtigt ud igen, hvorimod den anden herre forblev i bygningen i yderligere halvanden time. Den pågældende mand var ingen ringere end Thorvald Stauning, den fremtidige statsminister. På dette tidspunkt var Stauning allerede offentligt kendt, da han, i tillæg til andre offentlige posteringer, var folketingskandidat for Socialdemokratiet og endda hovedkasserer for partiet. Stauning befandt sig på dette tidspunkt i Aarhus for at deltage i den 10. socialdemokratiske kongres og boede i den forbindelse på Hotel Skandinavien. Denne nat havde Stauning dog valgt at søge væk fra sit hotelværelse og hen imod det berygtede bordel på Sandgravvej 1. Efter Stauning trådte ud af bygningen, blev han mødt af betjenten, der førte ham hen til politistationen. På politistationen indrømmede Stauning, der tilmed var en gift mand, at han havde haft seksuel omgang med Pipita, hvilket han havde betalt hende to kroner og lidt småmønter for. Han fik efterfølgende lov til at gå med løftet om, at han ville komme tilbage til stationen senere.
Højprofilerede kunder
Som følge af Staunings tilståelse blev Pipita anholdt i sit hjem klokken 8:30 samme dag og ført til politistationen. Her vedholdte hun hårdnakket, at hun ikke havde drevet utugt. Klokken 9:30 dukkede Stauning dog op på stationen igen til forhør og udpegede Pipita som det offentlige fruentimmer, han havde tilbragt natten med. Pipita nægtede dog at kende Stauning og hævdede, at hvis de to herrer havde været inde i hendes hus, havde de tiltvunget sig adgang. Her kom det dog frem, at Stauning var stamkunde hos Pipita og endda havde en nøgle til hendes hoveddør. Han havde derfor om natten opsøgt hendes hus sammen med Martin Olsen, et andet højtprofilieret medlem af socialdemokratiet, der også havde en nøgle til døren, så de kunne gå lige ind. De havde derefter opsøgt Pipitas værelse på 1. sal, hvor hun lukkede dem ind. Da der ikke var andre offentlige fruentimmere i bygningen, var Olsen dog hurtigt gået igen. Efter Staunings forklaring vidste Pipita, at hun var i vanskeligheder, så hun forsøgte i stedet at overbevise betjentene om, at samlejet havde været frivilligt, og at hun derfor ikke havde taget penge for det. Der var dog ikke noget at gøre, da Staunings tilståelse havde afgjort sagen. Da det ikke var ulovligt at betale for prostitution, havde Stauning ikke gjort noget galt, og han havde derfor ikke nogen grund til at lyve. Han kunne derfor uden problemer forlade politistationen og tage tilbage til hans kongres.
90 dages tvangsarbejde
Det samme kan dog ikke siges om Pipita. Eftersom hun ikke havde sagt til politiet, at hun havde genoptaget at bedrive prostitution, blev Pipita varetægtsfængslet. Efter man havde fået bekræftet, at hun ikke havde smittet hverken Stauning eller andre mænd med potentielle kønssygdomme, blev sagen ført videre til retten på Aarhus Rådhus. Her indrømmede Pipita, at hun havde taget imod betaling for samlejet med Stauning. Hun blev efterfølgende dømt til 90 dages tvangsarbejde og skulle dertil betale hele beløbet for sagens omkostninger, mens Stauning gik fri. Sagen blev aldrig offentligt kendt og fik ingen konsekvenser for Staunings karriere.
Læs mere
Litteratur og kilder
- Merete Bøge Pedersen: ”Prostitution og grundloven” s.50, Museum Tusculanums Forlag, 2007
- Duedahl, Poul, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbro: Forbrydelsens Ansigt, København: Gads Forlag, 2016, s.213-214
