De offentlige fruentimmer blev tvunget på bordel
TEMA: På byrådets bord. Håndteringen af byens prostituerede var genstand for en langtrukken debat i Aarhus byråd i sidste fjerdedel af 1800-tallet.
”Vor By er som et Knudepunkt for den stedse tiltagende Personfærdsel, navnlig til og fra Hovedstaden, som betydelig Søhandelsplads, som et større Garnisonssted og endelig som en ved Fremmedes Tilflytning betydelig fremskridende Stad, mere end vistnok nogen anden af Provinsbyerne udsat for de uheldige Bivirkninger af, at en efter Tidsforholdene og de stedlige Forhold afpasset Ordning af Prostitutionsvæsenet savnes, et Savn, hvorpaa der forlængst burde have været raadet Bod.”
Således skrev Aarhus byråd til Justitsministeriet i marts 1875 efter i knap fire år at have ventet forgæves på det regulativ om tilsyn med prostitutionen, som landets politikredse blev stillet i udsigt, da en ny politilov blev indført i 1871.
Regulativet skulle give politiet det lovmæssige grundlag for at fortsætte den praksis, som i flere år havde været gældende i flere større byer. På trods af at loven forbød prostitution, så politiet her igennem fingrene med den, hvis den prostituerede lod sig indskrive som ”offentligt fruentimmer” i et såkaldt ”tolereret” hus og lod sig underkaste regelmæssig lægekontrol. Dermed mente man bedre at kunne forhindre udbredelsen af kønssygdomme.
Med Grundlovens indførelse i 1849 var der kommet fokus på beskyttelse af den enkeltes rettigheder og personlige frihed, og regulativet skulle retfærdiggøre tvangsudskrivningen som en samfundsmæssig nødværgeforanstaltning.
Ministeriet gav Aarhus byråd frie hænder til selv at udarbejde et regulativ. Udvalget for Prostitutionsvæsenets Ordning blev nedsat i april 1876 og udarbejdede sammen med politimester Louis Hammerich et udkast, som byrådet vedtog med få ændringer.
”Regulativ for Politiets Tilsyn med løsagtige Fruentimmer i Aarhus Kjøbstad” gav blandt andet politimesteren beføjelse til at tillade oprettelsen af bordeller under opsyn og ansvar af en værtinde. Den prostituerede skulle et par gange om ugen møde til visitation hos stadslægen eller en anden kvalificeret læge, og besøgende kunne forlange at få forevist hendes visitationsbog.
I september blev forslaget sendt til godkendelse i Ministeriet, som anbefalede visse ændringer. Efter endnu en tur omkring udvalget lå et nyt forslag klar i marts 1877. Men nu var et af udvalgsmedlemmerne blevet betænkelig ved at indføre en prostitutionsordning, der ville vække forargelse og give problemer, og foreslog, at det blev forkastet.
Tre måneder senere modtog byrådet det københavnske regulativ sammen med en opfordring til at tage stilling til, om Aarhus havde brug for et regulativ som supplement til Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den Veneriske Smittes Udbredelse af 10de april 1874. Men Hammerich var blevet forflyttet, og byrådet udsatte sagen på ubestemt tid, indtil en afløser var fundet.
Først i januar 1879, trekvart år efter at afløseren C.J. Thorup blev ansat, blev udvalget anmodet om at genoptage forhandlingerne.
5. maj 1881 var udvalgets forslag til et regulativ klar, 14 dage senere besluttede byrådet dog at lade sagen falde som uigennemførlig. Man kunne ikke tilslutte sig en paragraf, som Thorup havde betinget sig, skulle med i det endelige regulativ, hvis han skulle medvirke. Paragraffen gav politimesteren ret til at pålægge offentlige fruentimmere at tage ophold i bordeller, hvis deres opførsel gjorde det nødvendigt.
Prostitutionsspørgsmålet blev først taget op igen i marts 1887 efter klager over, at Thorup tillod prostitution uden et regulativ, der gav ham hjemmel til det.
Han havde i sin embedsperiode tilladt en gruppe på 9-17 faste prostituerede at modtage kunder på deres bopæl efter godkendelse. De måtte ikke tilkalde sig opmærksomhed for at få kunder.
Thorup fik forelagt den første klage, som kom fra Bestyrelsen for Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed. Han svarede, at tilsynet med prostituerede blev ført i overensstemmelse med Loven af 10de april 1874. Byrådet frasagde sig ansvaret og svarede klageren, at eftersom byrådet ikke ønskede at deltage i udfærdigelsen af et reglement, måtte politiet føre tilsyn efter de almindelige lovbestemmelser på området. Byrådet kunne hverken gøre sig til dommer over eller tage ansvaret for politiets virksomhed. 1732 borgere, som klagede måneden efter, fik samme svar.
Sagen blev indbragt for ministeriet, som i september 1888 gav klagerne medhold i, at Thorups praksis var i strid med lovgivningen. Først derefter indstillede han den. Et nyt udvalg, nedsat på hans foranledning, frarådede byrådet at medvirke til udarbejdelsen af et regulativ, og indstillingen blev i februar 1888 vedtaget af et enigt byråd. Herefter måtte Thorup nøjes med at pålægge de prostituerede behandling for kønssygdom. I 1906 blev den reglementerede prostitutionsordning ophævet, og de prostituerede blev herefter straffet efter løsgængeriloven. De havde stadigvæk pligt til at søge behandling for kønssygdomme, men kunne ikke længere tvangsudskrives til prostitution.
Kilder og litteratur
- Uddrag af Aarhus Byraads forhandlinger: 11.marts 1875 sag 274/73; 29. april s.52 sag 274/73; 19.maj 1881; 10.marts 1887 89/87: 31. marts 1887; 14. april 1887; 14. april 1887 128a/87
- Merete Bøge Pedersen: ”Prostitution og grundloven” s.50, Museum Tusculanums Forlag, 2007
- §19 i ”Regulativ for Politiets Tilsyn med løsagtige Fruentimmer i Aarhus Kjøbstad” som gengivet i Uddrag af Aarhus Byraads forhandlinger for 1876 s.167-172 Mødet den 12.oktober
