Abessinierlejren på Landsudstillingen
En af de største attraktioner under Landsudstillingen i Aarhus i 1909 var den såkaldte Abessinierlejr. Den bestod af omkring 80 abessiniere, eller etiopiere som de ville have heddet i dag, der var indlogeret i en lille ”landsby” opført til formålet og indrettet med ”autentiske” palmetræer, hytter og værksteder. Abessinierlejren lå i Folkeparken, der var en selvstændig enhed på Landsudstillingen, beliggende på den yderste del af området ud mod vandet. Her var abessinierne placeret sammen med forskellige forlystelser, og som naboer til udstillingerne om de danske kolonier i Grønland og Dansk Vestindien.
Baggrund: Menneskeudstillinger i Danmark og Europa
Set med nutidige øjne virker det utænkeligt at udstille ”eksotiske” mennesker på den måde, men det var udbredt i Europa omkring århundredeskiftet. Alene i Danmark var der i perioden 1878-1909 over 50 udstillinger af lignende ”folke-karavaner”, som de ofte blev kaldt. De fleste menneskeudstillinger fandt sted i København, først og fremmest i Tivoli, Zoologisk Have og Cirkusbygningen, men i hvert fald en lille håndfuld fandt også vej til Aarhus: Den Nubiske Karavane (i dag et område i Egypten og Sudan) i Vennelystparken i 1880, lapper (dvs. samer) i 1888, indere, arrangeret af Aarhus Håndværkerforening, i 1901, japanere i 1902 og endelige abessinierne i 1909.
Som det fremgår, var der tale om mennesker fra vidt forskellige dele af verden: det nordligste Europe, Afrika, Østasien, men også mellemøstens og oprindelige befolkninger fra Nordamerika og Australien blev udstillet.
De forskellige folk blev indbyrdes opfattet meget forskelligt, alt efter deres placering i det racehierarki, der var en integreret del af vestlig tænkning fra anden halvdel af 1800-tallet. I den laveste ende fandtes den oprindelige australske befolkning og afrikanere. Det var de såkaldte ”naturfolk”: følelsesfulde, vilde, oprindelige og upåvirkede mennesker. Det var ikke ualmindeligt at læse på en reklameplakat, at der her var tale om medlemmer af ”den laveste menneskerace”.
Jo lavere i racehierarkiet en udstillet gruppe stod, jo mere fokus var der typisk på race i reklamematerialer og beskrivelser. På den måde var der ”grader af vildskab”, og over de barbariske vilde afrikanere stod f.eks. de ædle vilde beduiner. Øverst befandt sig de såkaldte ”kulturfolk”, der stod højere i udviklingshierarkiet og dermed nærmere den hvide mand. I fremstillingerne af dem, var der mindre fokus på krigeriskhed og naturlighed, og specielt kinesere og japanere fik i stedet fremhævet deres kuriøse vaner og skikke. De repræsenterede højtudviklede kulturer, med mange års udvikling bag sig, lidt i lighed med den vestlige kultur.
Udover underholdning fungerede menneskeudstillingerne på et mere abstrakt plan, som en måde hvorpå vestlige og danske tilskuere kunne spejle - og dermed forstå - sig selv. De fremmede folkeslag blev stillet op som modsætning til publikum og kunne på den måde bidrage til at skabe eller forstærke publikums egne racemæssige eller nationale identitet.
Fælles for publikums forventninger - uagtet de udstilledes oprindelsesland - var kravet om autenticitet: De udstillede mennesker skulle frem for alt være ægte vilde. Af den grund gik det ikke ubemærket hen i pressen, hvis rekvisitterne syntes at være vestligt fremstillede, eller de udstillede talte et lidt for godt tysk eller engelsk, pga. lange ophold i Europa. Gengangere fra tidligere udstillinger var ligeledes uacceptabelt.
Abessinierne i Aarhus
At autenticiteten var vigtig, fremgår også af de to første afsnit i den lille vejleder, der blev trykt om abessinierlejren på Landsudstillingen:
- Abessiniens Bjergboere og deres Landsby er en af de største Seværdigheder, som nogensinde er forevist Publikum i Europa. Naturtro og realistisk indtil de mindste Enkeltheder skaber det et Indblik i de hemmelighedsfulde Regioner af det sydlige Abessinien og ligner et levende Billede, som med al sin Stafage, er bragt over til Europa fra det nordøstlige af den mørke afrikanske Verdensdel.
- Med ubetinget Naturtroskab er Landsbyen opført, og man glemmer næsten, at man befinder sig midt i Europas civilisation. De Indfødte fører her deres simple afrikanske Tilværelse, ubekymret om alt, hvad der foregaar omkring dem. Alt er nøjagtig som i Hjemlandet, lige fra Maaten, hvorpå de hviler deres smidige Lemmer, og til ”Tobe” (en Art Slag af hjemmevævet Bomuldstøj) og ”Tusba” (en Amulet af mørkt træ, som indeholder undergørende Koranvers og bæres omkring Halsen.)
Den 12. juli, dvs. knap to måneder efter åbning, havde 93.000 besøgende allerede betalt entré til at se Abessinierlejren. Det kostede 10 øre, og når der var optrædener 50 øre for voksne og 25 øre for børn. Landsbyen var åben fra kl. 10-22, og i den tid kunne publikum spadsere rundt og betragte de forskellige håndværk, der blev udført: våbensmedien, pottemagerens værksted, væverne og kvinder beskæftiget med at flette kurve og måtter. Herudover var landsbyen indrettet med en hytte til hver familie, en lille moské og en ”markedsplads” i midten.
På pladsen optrådte abessinierne med forskellig underholdning i løbet af dagen. Det fremgår af vejlederen, at der var fem forskellige forestillinger:
- Boror Ibsi; Frierdans ved det første Besøg i Brundens Hjem.
- Medah-Rudirer; Øvelser med Dolk og Sværd.
- Aijar-Saab; Festdans, i hvilken ogsaa de abessinske Kvinder deltager på Festadagene ”It” og ”Yima”.
- Woran-Kurit; Kastning med Spyd og Landse.
- Degal; Krigskamp mellem de tilstedeværende Stammer Essa og Galla.
Modtagelsen af Abessinierne
Selvom Abessinierlejren var en stor succes på Landsudstillingen, var den ikke nogen stor indtægtskilde for arrangørerne. I stedet fungerede den som tilløbsstykke og sensation ved at trække folk til udstillingen – et mønster, man også så ved de københavnske udstillinger i Tivoli og Zoologisk Have.
At udstillingen gjorde et stort indtryk, er tydeligt i pressen, der er fuld af skriverier om de eksotiske abessiniere. Artiklerne havde ikke altid et positivt indhold, og den 6. oktober - tre dage efter Landsudstillingen var lukket - kunne man i en lille notits læse at ”Abessinierne opholder sig vedblivende her i Byen, hvor de gaar rundt og tigger. De har i Sommer tigget sig i alt 25.000 kr. sammen.”
Det fremgår ikke, hvor det usandsynligt høje tal stammer fra, men påstanden skal nok ses i forlængelse af det 280.000 kr. store underskud, Landsudstillingen havde resulteret i, samt den betydningsfulde udeblivelse af forventede indtægter for en lang række af byens forretningsdrivende: I stedet for at bruge deres penge inde i Aarhus by, havde de besøgende brugt dem på Landsudstillingen, og mange lokale forretningsdrivende led store tab pga. (for) optimistiske forberedelser.
Exotisk kuller
Af endnu større interesse var dog abessiniernes tiltrækningskraft på de lokale kvinder. Det var et tilbagevendende motiv i pressen i forbindelse med menneskeudstillingerne, at der opstod romantiske forhold mellem de udstillede mænd og kvindelige besøgende. En del af disse skriverier havde sandsynligvis ikke altid hold i virkeligheden: Det var saftige historier om sex og forbudt lidenskab, og derfor solgte det aviser.
Der er dog flere eksempler på, at medlemmer af en udstilling er blevet i Danmark og har giftet sig og stiftet familie. Det var f.eks. tilfældet efter en kinesisk udstilling i Tivoli i 1902, hvor omkring 16-18 kinesere bosatte sig først og fremmest i København. Det var primært kinesiske mænd, der havde fundet danske kærester. Forfatteren Jesper Wung Sung har i sin roman 'En anden gren' fra 2017 beskrevet, hvordan hans oldefar netop kom til Danmark i 1902, fordi han skulle udstilles i Tivoli i København. Under udstillingen mødte han den unge danske pige Ingeborg, de blev gift - og San Wung Sung, som han hed, vendte aldrig tilbage til Kina.
Ingen abessiniere bosatte sig i Aarhus, men der var skriverier om forhold mellem de abessinske mænd og aarhusianske kvinder. Efter Landsudstillingen gik der således rygter om, at en kvinde skulle have fået et barn med abessinieren Derrik, i pressen døbt ”Smukke Didrik”. Opfattelsen af de erotiske abessiniere, viser sig også i en vise af P. Thorsen, inspireret af udstillingen og skrevet i 1909. Visen hedder I Afrika, nær ved Sahara, og to af stroferne lyder
- I London jeg først blev forlovet,
- men det gik forbi i Paris.
- Fem gange jeg bryllup har vovet,
- men led dog bestandig forlis.
- Så kom jeg til "byen ved havet",
- til Århus, den glade stad,
- og er man en smule begavet,
- ej bedre jeg ønske mig gad!
- Når publikums undrende skare
- ind til os i landsbyen kom;
- for damerne var jeg en fare,
- mig syntes de alle om!
- Og tit har jeg ubemærket
- de skønne i favnen ta't,
- når over plankeværket
- de kravled' en herlig nat!
Demokraten var også med på bølgen, og beskrev fænomenet i en artikel den 11. august 1909. Under overskriften ”’Erotisk Kuller’ hos Damerne” kunne man læse en længere beretning fra menneskeudstillinger i Berlin, hvor det med forargelse fremgår, at de udstillede mænd ”formelig bombarderes med Kærlighedsbreve og Anmodninger om Stævnemøder”. Også i Aarhus, kan man videre læse,
- har man i denne Tid Lejlighed til at betragte de samme Udslag af ”erotisk Kuller” hos en del af vore Damer, dog – det skal siges til deres Ros – ikke hos Arbejderhustruer eller deres Døtre.
- Forklaringen på denne ækle Kvinde-Perversion [skal findes] i den dybe Degeneration, som Lediggang og Kedsomhed i forbindelse med Smagløs og meningsløs Luksus og Mangel på alvorlige Livsinteresser frembringer blandt det høje Aristokratis Damer.
Journalistens holdning til de romantiske forhold er klar: Der er tale om en ”ækel perversion” og ”i dobbelt Forstand illegitime Forhold” – i dobbelt forstand fordi en del af kvinderne efter sigende er gift, og fordi der er tale om inter-raciale forhold, der i samtiden ofte var stærkt udskældte. Kommentarerne om at forholdene ikke finder sted blandt arbejderklassens kvinder men borgerskabets, skal ses i forlængelse af, at Demokraten var en arbejderavis.
Klasseelementet varierer på den måde efter avisen. I en artikel i Politiken, der dengang rettede sig mod den højere middelklasse og borgerskabet, kunne man i forbindelse med Tivolis Kina-udstilling i 1902 læse de samme beskyldninger, bare med omvendt fortegn: Her fremhæves det, at det er kvinder fra den lavere middelklasse og arbejderklassen, der indgår forhold med de udstillede mænd.
Litteratur og kilder
- Andreassen, Rikke og Henningsen, Anne Folke: Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk have og Tivoli, Tiderne Skifter Forlag, 2011
- Bender, Johan: Hurra for Århus! Landsudstillingen 1909 – vejen til og sporene fra, Forlaget Klematis, 2008
- Århus-promenade 1909-1959, udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Århus, 1958
- Landsudstillingen I Aarhus 1909. Abessiniens Bjergboere, vejleder
- https://litteratursiden.dk/analyser/wung-sung-jesper-en-anden-gren
