Officersbygningen

Officersbygningen, også kaldet Skolekasernen, blev en del af det med tiden ganske omfattende kasernebyggeri ved Vester Allé og Frederiks Allé, der havde til formål at huse Dragonregimentet, og som senere blandt andet kom til at huse Det Nørrejyske Artilleriregiment. Af æstetiske årsager var bygningen givet en placering i flugt med Ridehusets gavl ved Vester Allé.
Det er en toetagers bygning med kælder og tagetage. Den er opført i årene 1874-1878 sammen med de nu forsvundne kasernebygninger. Arbejdet blev projekteret af oberst Glahn i samarbejde med arkitekt Carl Lange. Bygningen er opført i røde mursten, hvor der er indføjet gule murstensbånd. Buerne over vinduer og yderdøre er ligeledes af gule mursten. Bygningen er af dekorative årsager smykket med hjørnetårne og stræbepiller. Bygningen skulle rumme belægningsstuer, samlingsstuer og undervisningslokaler for ca. 100 mand, mens det samtidig var bolig for flere officerer og underofficerer.
Efter militærets rømning af kasernearealet i 1969 blev bygningen stillet til rådighed for skiftende forenings- og interessegrupper. Og fra 1995 har Kulturhus Århus haft kontorer der, ligesom der er øvelokaler til musikalsk udfoldelse.
Officersbygningen på AarhusArkivet
| Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Jens Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
- Rytterikasernen i Århus - Historie og nuværende tilstand. Den indre by i Århus red. Ole Østergaard. Bestil materiale
- Århus Stiftstidende, 30.08.1969, ”Retræte”
- Århus Stiftstidende, 20.03.1973, ”La’ vær’”
- Århus Stiftstidende, 04.10.1973, ”Den kan bruges”
- Århus Stiftstidende, 20.08.1974, ”Nu sker der snart noget på Århus’ kaserneareal”
- Århus Stiftstidende, 02.12.1976, ”Musikhus i baggård”
- Århus Stiftstidende, 29.12.1976, ”Historiske bygninger”
- Århus Stiftstidende, 05.06.1980, ”Officersbygning som anneks for tinghuset i Århus”
- Århus Stiftstidende, 18.06.1980, ”Ikke et nyt Christiania”
- Århus Stiftstidende, 16.07.1980, ”Bruger tove i stedet for trapper”
- Århus Stiftstidende, 11.01.1981, ”Rådmand får modstand”
- Århus Stiftstidende, 03.08.1982, ”Tag de store sko på”
- Århus Stiftstidende, 12.08.1982, ”Nyt musikhus er ikke nok – nabobygninger bør bevares”
- Århus Stiftstidende, 22.09.1982, ”Skæbnetime for officersbygning”
- Århus Stiftstidende, 13.10.1982, ”Konservative vil rive officersbygningen ned”
- Århus Stiftstidende, 01.03.1983, ”Officersbygning som kulturcenter”
- Århus Stiftstidende, 03.03.1983, ”Hård træfning om den gamle kaserne”
- Århus Stiftstidende, 23.04.1983, ”Her er ingen spidse albuer”
- Århus Stiftstidende, 08.03.1985, ”54-års dagen fejres i Århus’ nye folke-musikhus”
