Peder Andreasen Kaarsberg
Peder Andreasen Kaarsberg (født den 14. juli 1718 i Nikolaj sogn i København) var købmand, vinhandler, postmester, kaptajn i Borgervæbningen, eligeret borger, brandassistent, gæstgiver og logivært.
Han blev født i faderens vinhandel på hjørnet af Købmagergade og Løvstræde. Han var søn af Anders Hansen Kaarsberg og hustru Elisabeth Lucasdatter von der Weyde.
Peder Andreasen Kaarsberg blev gift første gang den 26. februar 1744 i Aarhus Domkirke med købmandsenken Maren Jensdatter Wissing. Efter hendes død i 1760 giftede han sig for anden gang den 20. januar 1761 med Kiersten Thomasdatter Hansen i hendes far, Thomas Hansens, gård i Mejlgade.
I ægteskabet med Maren Jensdatter Wissing fulgte købmandsgården Mindegade 8 (matr. nr. 95) med. Den drev han videre, og ved hans død overgik den til sønnen Andreas Peter Kaarsberg.
Med Maren Jensdatter Wissing fik Peder Andreasen Kaarsberg ti børn. Udover Andreas Peter Kaarsberg fik de bl.a. datteren Margreta Pedersdatter Kaarsberg, der i sit andet ægteskab giftede sig med købmand Rasmus Nielsen Malling, som ved ægteskabet overtog købmandsgården Dynkarken 39-41 (matr. nr. 54).
Peder Andreasen Kaarsberg døde den 26. juli 1774 i købmandsgården i Mindegade 8 og blev begravet den 1. august 1774 i Aarhus Domkirke.
Litteratur og kilder
- Torben Aastrup om Kaarsberg-slægten i Mindegade 8 samt Mindegade og Fiskergade, http://www.aastrup.de
- Anetavle for Malling- og Kaarsberg-slægterne, http://www.aastrup.de/tng