Rasmus Peter Pedersen Elbæk (1870-1935)
Kommunelærer Rasmus Peter Pedersen Elbæk, medlem af byrådet 1. april 1925-31. marts 1928 for Det Konservative Folkeparti.
Født 17. dec. 1870 i Gangsted sogn, Skanderborg amt, død 4. juni 1935 i Aarhus. Forældre: Husmand og væver Jørgen Peter Pedersen og hustru Mariane Knudsen. Gift 9. nov. 1895 i Aarhus med lærerinde Johanne Jensen, født 27. jan. 1869 i Gangsted sogn, Skanderborg amt, død 19. juni 1944 i Aarhus, datter af snedkermester Anders Jensen og hustru Jørgine Martine Hansen.
Uddannelse og tro
Elbæk tog uddannelsen som lærer ved Ranum Seminarium i 1890 og oprettede derefter Privatskolen på Frederiksbjerg, her var han ind til 1895 hvor han blev en del af Aarhus kommunale skolevæsen, i første omgang var han underviser på Valdemargades Skole og sener blev han underviser på Samsøgades Skole.
I det offentlige billede var han del af det Indre Missionske arbejde og han sad i en periode i det Indre Missionske Samfundsråd og i en anden periode sad han i bestyrelsen for Landsforeningen Det Blå Kors. Han tog 1907 initiativet til og var virksom i arbejdet for oprettelsen af Aarhus Kvindeseminarium, senere Aarhus Seminarium, og blev kasserer i seminariets bestyrelse.
Politik
Elbæk var medlem af Århus Byråd fra d. 1 apr. 1925 og til d. 31. mar. 1928,han sad for partiet Det konservative Folkeparti, men var valgt ind på en borgerlig liste. Også i byrådet var det særlig kirkelige og skolemæssige spørgsmål, der havde Elbæks interesse, og efter byrådsperioden fortsatte han som medlem af Aarhus amts skoleråd indtil 1933.
I Elbæks byrådsperiode var han medlem af eller repræsentant i Legatudvalget 1925-29, udvalget for Skolevæsenet 1925-29, udvalget for skolebørnsbespisningen 1925-29, Bibliotekets udvalg 1925-29, Bestyrelsen for Chr. d. IXs Børnehjem 1925-29. Observatoriets bestyrelse 1925-29.
Litteratur og Kilder
- Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.