Fiskerhusbroen
Fiskerhusbroen er en cykel- og gangbro over Aarhus Å.
Fiskerhusbroen hører til en af Aarhus’ mere mærkværdige broer, idet den løber over Aarhus Å, men under trioen af jernbanebroer, kendt som De Tre Broer. Broens form gør, at den deler Brabrandstien op, så denne løber på begge åbredder af Aarhus Å. Cykel- og gangbroen er også kendt som Broen under De Tre, Jernbroerne, Fiskebækbroen, Trebroer eller Trillingebroen.
En del af Brabrandstien
Fiskerhusbroen var fra begyndelsen tænkt som en del af Brabrandstien.
På et byrådsmøde 11. oktober 1945 blev det formuleret: ”I Projektet er medtaget de nødvendige Broer ved Søren Frichs Vej, under Fiskerhusbroerne, ved Lundsbjerg og Døde Aa, desuden de nødvendige Aaforlægninger i Viby Mose.”
Fiskerhusbroerne, som der blev refereret til, var de tre jernbanebroer, som den nye Fiskerhusbro skulle komme til at løbe under. Som resten af Brabrandstien var Fiskerhusbroen tænkt udført som en del af det beskæftigelsesarbejde, der på nationalt plan skulle afhjælpe arbejdsløsheden i Danmark. Planen var derfor også fra begyndelsen, at den danske stat skulle finansiere en del af opførelsen. På trods af at broen allerede blev nævnt i 1945, skulle der gå en del år, før planerne med broen blev videreført. I 1953 blev brobyggeriet udbudt til licitation. Byggeriet begyndte endeligt i 1954. Den 28. juli 1955 kunne Århus Stiftstidende endelig rapportere, at Danmarks mærkeligste bro stod færdigbygget.
Broen blev totalrenoveret i sommeren 2008, og blev ved den lejlighed kaldt Fiskerhusbroen.
Siden broens opførelse i 1955 har folk benyttet vidt forskellige navne til broen. Så sent som i november 2006 tog Aarhus Stiftstidende sagen og bad læserne af avisen om at skrive ind og fortælle, hvad de mente, at broen hed. Dette var folk bestemt ikke enige om, og resultatet af dette blev en række notitser i avisen hen over måneden. Her kom så forskellige navne som Fiskebækbroen, Krusedullebroen, Broen Under De Tre, Trebroer og Fiskerhusbroen op at vende.
Se også
Fiskerhusbroen på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Byråds Forhandlingsprotokoller: 11. okt. 1945.
- Århus Stiftstidende: 28. marts 1950, 20. jun. 1952, 7. aug. 1953, 28. aug. 1953, 30. maj 1954, 28 jul. 1955, 7. nov. 2006, 8. nov. 2006, 10 nov. 2006, 15. nov. 2006.