Brabrand-Sønder Årslev Kommune: Forskelle mellem versioner

Fra AarhusWiki
(Oprettede siden med "'''Brabrand - Sønder Årslev Kommune''' blev oprettet i 1868 ved at udskille Brabrand Sogn fra Brabrand - Kasted Kommune og Sønder Årslev Sogn fra Sønd...")
(Ingen forskel)

Versionen fra 25. okt. 2018, 13:13

Brabrand - Sønder Årslev Kommune blev oprettet i 1868 ved at udskille Brabrand Sogn fra Brabrand - Kasted Kommune og Sønder Årslev Sogn fra Sønder Årslev - Tilst Kommune. Tilst Sogn og Kasted Sogn blev herefter lagt sammen i Tilst - Kasted Kommune. Sognekommunerne var et led i den nye administrative inddeling af Danmark sammen med købstadskommunerne, der blev oprettet i 1838.

Sognekommunen blev fra 1868 ledet af sognerådet, og man havde ansvaret for fattig-, skole-, og vejvæsen samtidig med at man havde ansvaret for den økonomiske forvaltning. Den lokale sognepræst var automatisk medlem, mens resten af sognerådets medlemmer skulle vælges.

I kommunen lå byerne Brabrand, Årslev, True og Gjellerup, og det samlede areal udgjorde 2329 ha. Befolkningstallet lå i 1870 på 427, mens det i 1960 var steget til 5699. Kommunen havde et elværk og en jernbanestation samt en række industrielle virksomheder, som blandt andet var Jydske Andelsslagteriers Konservesfabrik, Rob. Funck Jensens automat-beslagfabrik og Aarhus Textilfabrik. Derudover var der en del landbrug, blandt andet gårdene Holmstrupgård og Årslev Skovgård.

I 1970 blev kommunen en del af Aarhus Kommune som følge af kommunalreformen.

Litteratur og kilder

  • J. P. Trap: Danmark, bind 8, Gads Forlag, 1964.
  • Landsarkivet for Nørrejylland, Harry Christensen: Danske landkommuner 1842-1970: fortegnelse over kommuner under dansk landkommunal lovgivning : med omlægninger og nyere grænseændringer, 1976.
  • Aarhus Amt: Aarhus Amtsrådskreds: Danske byer og sogne, bind 5, Vort Lands Forlag, Aarhus, 1932.