Viby Stadion

Fra AarhusWiki
(Omdirigeret fra Viby Idrætsanlæg)
Indlæser kort...
Viby Stadion set fra luften. 1957.
Kilde: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.

Viby Stadion er et idrætskompleks med fodboldbaner, atletikfaciliteter, haller, tennis og mere i bydelen Viby, beliggende Skanderborgvej 224. Viby stadion er hjemmebane for fodboldklubben Viby IF. Viby Stadion blev taget i brug i 1953.

Den første organiserede idræt

Der var selvfølgelig også blevet dyrket sport i Viby, inden kommunen fik sit nye stadion. Viby Idrætsforening blev stiftet i 1918 med atletik og gymnastik på programmet. Omtrent på samme tid blev Viby Gymnastikforening stiftet, og i 1921 fusionerede de to foreninger under navnet Viby Idrætsforening. Foreningen fik hurtigt også fodbold på programmet, og hvor gymnastikken fint kunne udøves på Viby Skole, havde fodbold brug for større udendørsarealer. Hvor vi i dag har Grundtvigsvej 18-24 og Børnehuset Grundtvigsvej blev derfor anlagt en bane. Den nye opvisningsbane blev indviet søndag 28. april 1935 med en fodboldkamp mellem klubberne Viby Idrætsforening og Odder Frem i JBUs A-række. Indvielsesdagen markeredes også med standerhejsning og med en ny klubdragt til vibyspillerne.

Store stadionplaner

Der gik dog ikke lang tid efter den nye bane var indviet før planerne om et nyt og større idrætsanlæg med både fodbold- og løbebaner, samt et nyt og moderne klubhus begyndte at forme sig. Kommuneingeniør N.K. Hansen stod i slutningen af 1940'erne for at udarbejde planerne det nye idrætsanlæg. Man håbede på, at det nye stadion kunne stå færdigt i 1949 til en samlet pris af ca. 600.000 kr., hvoraf staten ville betale 225.000 kr. Det var dog først foråret 1949, at man kunne påbegynde påfyldningen af 25.000 kubikmeter jord i den sænkning, hvor det nye stadion skulle anlægges. Først i 1953 og med en samlet udgift på ca. 780.000 kr. stod Viby Stadion klar til brug.

Rundt om den nye opvisningsbane blev der anlagt løbebaner, og sandgrave til højde-, længde- og stangspring, samt åbne trappetrins-tribuner med plads til i alt 4.000 tilskuere. Ud over opvisningsbanen blev der på området op mod Vestergårdsskolen, der var blevet indviet året før, også anlagt fire træningsbaner, to udendørs håndboldbaner, samt et kasteområde til atletikken.

Første kampdag på Viby Stadion var 29. marts 1953, hvor Viby IF tog imod Esbjerg fB. Ved højtideligheden før kampen måtte der hele seks mænd til at hejse Dannebrog i den 18 meter høje flagstang, da den stride forårsblæst voldte flere problemer. Trods føringer på 2-0 og 3-1 endte Viby IF med at tabe åbningskampen med 3-4 til Esbjergs divisionsreserver.

Nøjagtigt et år senere, 29. marts 1954, kunne håndværkerne overrække nøglen til det nye klubhus til sognerådsformand Gunnar Clausen. Også dette var tegnet af kommuneingeniør N.K. Hansen.

En hal til håndbold og med scene

I 1945 blev en selvstændig håndboldafdeling etableret i Viby Idrætsforening. Kårene var dog ikke de bedste, da håndbolden ikke havde sin egen hal, og måtte nøjes med sene aftentræninger ved Aarhus Stadion. På trods af dette begyndte Vibys håndboldherrer at blande sig i toppen af den danske liga, hvilket satte skub i ønsket om at få en rigtig hal til Viby. Viby Hallen blev indviet i 1961, og i sæsonen 1963-64 kunne Vibys herre hive en bronzemedalje hjem ved de danske mesterskaber. Denne nye hal skulle ikke kun benyttes af Viby Idrætsforening, men skulle også fungere som ramme for blandt andet idrætsundervisning for eleverne på Viby Skole og Vestergårdsskolen. Da hallen ikke kun skulle tjene som idrætshal, men også til almennyttige formål for lokalsamfundet, blev der også opført en scene i bunden af hallen.

Siden har der været mange planer for udvidelser ved Viby Stadion. Nogle blev realiseret som squashbaner og tennisbaner, mens andre kuldsejlede som en svømmehal. I 1880'erne var foreningen langt med planer om en ny stor multihal med blandt andet bowlingbaner. Planerne blev dog aldrig realiseret og foreningen stod tilbage med en anseelige gæld.

Aarhus Kommune åbnede i september 1991 for en udvidelse af Viby Idrætspark, og derigennem også for en udbyggelse af Viby Hallen. Der kom dog til at gå et stykke tid, før et reelt initiativ for projektet kunne realiseres, og først i 2005 kunne Hal 2 indvies.

Se også

Viby Stadion på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende Viby Stadion

Litteratur og kilder

  • Viby Idrætsforening, artikel i Vibybogen 2004, Leif Willer Rasmussen, Viby Lokalhistoriske Forening.
  • Århus Stiftstidende. Viby Stadion Indvies. 26-04-1935.
  • Århus Stiftstidende. Viby Stadion koster 190.000 kr. mere end ventet i 1946. 18-09-1951.
  • Århus Stiftstidende. Esbjerg vilde ikke flytte Viby-Kampen. 27-03-1953.
  • Århus Stiftstidende. Viby tabte første Kamp paa det nye Viby Stadion. 30-03-1953.
  • Århus Stiftstidende. Viby-idrætten har faaet klubhus til 308.000 kr. 30-03-1954.
  • Århus Stiftstidende. Viby-hallen først færdig faa timer før indvielsen. 05-10-1961.
  • Schmidt, F. August, Viby Sogns Historie Bind 1, 1942. s. 264.