Thorvald Claudi Westh

Fra AarhusWiki

Thorvald Claudi Westh (født den 1. februar 1868, død den 26. april 1955) var ingeniør og en markant skikkelse i Det Radikale Venstre.

Claudi Westh var født på Bornholm, hvor han også boede, indtil han i 1885 kom i lære som landmand på Falster. Herefter begyndte han på agerbrugsskole og tog en landbrugskandidat i 1891. En af hans tidligere lærere formidlede et møde med Enrico Mylius Dalgas, som var direktør for Hedeselskabet. Dette førte til, at Claudi Westh blev ansat ved Hedeselskabet i 1893 som sagkyndig i spørgsmål vedrørende mosernes rette udnyttelse. Senere blev han leder af Hedeselskabets mose- og engafdeling.

Claudi Westh var med til at stifte Det Radikale Venstre i 1905 og deltog allerede i møder om emnet i 1904. Han var medlem af Venstres aarhusianske vælgerforening og var med til det møde, hvor partiet endelig blev splittet blandt andet på baggrund af en dagsorden, som Claudi Westh havde foreslået. Han stillede op som folketingskandidat, men blev ikke valgt ind. I 1907 flyttede Hedeselskabet og Claudi Westh fra Aarhus til Viborg, hvorefter han mistede kontakten til det politiske miljø i Aarhus. Han gik dog ind i lokalpolitik i Viborg, hvor han blev valgt ind i byrådet og senere i Gentofte, hvor han var medlem af menighedsrådet.

Kilde