Stadionhallen
Stadionhallen er et anlæg ved Aarhus Idrætspark, der gennem tiden er blevet brugt til både sportsbegivenheder, foredrag, møder og konferencer, store koncerter og mange andre arrangementer.
Bygningens opførelse
Initiativet til Aarhus Idrætspark - og dermed også Stadionhallen - opstod i 1915, hvorfra forhandlinger om placeringen af parken og dens økonomiske grundlag blev startet. Det førte til, at Aarhus Byråd kunne blive præsenteret for den første plan for Aarhus Idrætspark den 28. september 1916. Efter flere revideringer af planen blev et endeligt forslag vedtaget den 16. maj 1918.
Den 1. juli 1918 begyndte man at rydde skoven i området syd for Tivoli Friheden, og i september 1919 var man allerede næsten færdig med stadionbygningen. Den 22. februar 1920 blev den vestre stadionhal åbnet for atletiktræning, og den 5. juni blev Aarhus Stadion indviet. Den klassisk inspirerede bygning var tegnet af Axel Høeg-Hansen og holdt i de nationale farver, rødt og hvidt.
Indgangen til stadionbygningens haller gik via en åben søjlegård med regnvandsbassin i midten. Til hver side lå to buehaller med ovenlysvinduer og kunstigt lys. Til venstre lå en gymnastik- og tennishal med trægulv og plads til 600 tilskuere, der også kunne bruges til boksekampe, foredrag og meget andet. Til højre lå atletikhallen med jordgulv og løbebane udenom.
Derudover indeholdt stadionbygningen omklædningsrum samt en række lokaler til møder, fægtning og andet. Udenom bygningen lå diverse andre anlæg, bl.a. et fodboldstadion og tennisbaner, der var med til at udgøre Aarhus Idrætspark.
Musik og koncerter
Stadionhallen blev hurtigt kendt for at have gode akustiske forhold, der gjorde den ideel for orkestre som Aarhus By-Orkester og sørgede for, at internationale orkestre som Orchestra de Paris og London Philharmonic Orchestra også lagde vejen forbi.
Udover koncerterne i Stadionhallen har de udendørs faciliteter på Aarhus Stadion også været med til at trække de helt store internationale navne til byen, heriblandt Eagles, B.B. King, New Order og Melanie B. (Spice Girls) samt danske hitmagere som Sanne Salomonsen, Rugsted & Kreutzfeldt, TV2 og Sebastian.
Stadion-tribunen blev for første gang brugt som orkestertribune i 1976, da de amerikanske jazz-rock idoler Weather Report, John McLaughlin & Shakti og George Duke/Billy Copham gav udendørs koncert for 7200 fremmødte publikummer.
Under besættelsen i 2. Verdenskrig blev de to stadionhaller beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, og i 1943 var de udsat for en sabotageaktion, hvor den ene hal brændte ned. Der skulle vise sig at gå lang tid før hallen igen var klar til brug, idet en erstatningshal først stod færdig 11 år senere i 1954.
Selvom Stadionhallen var placeret i udkanten af det daværende Aarhus kunne hallen sagtens trække de helt store publikumsmasser. I 1955 gav den internationale jazzstjerne Louis Armstrong to koncerter i hallen, hvor mere end 7000 begejstrede tilskuere var strømmet til. Efter koncerten deltog Armstrong i intet mindre end to efterfester i byen – blandt andet på Jazzhus Tagskægget – før hans turné fortsatte til Kiel.
I dag bruges den gamle stadionhal primært til sportsaktiviteter, idet NRGI Arena blev bygget længere henne ad Stadion Allé i 2001 og oftest benyttes til stadions koncerter. Arenaen blev indviet med en særlig koncert, hvor aarhus-musikeren Thomas Helmig havde komponeret et særligt stykke musik til hallen, der blandt andet er blevet brugt, når håndboldhold løber på banen.
Se også
Stadionhallen på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Henrik Fode, Et anlæg til idræt i Idrætten i Århus 1920-95, Århus Byhistoriske Udvalg 1995
- Music City Aarhus 2022 om Stadionhallen i deres byvandring Byens Lydspor, https://musiccityaarhus2022.dk/stadionhallen-aarhus-stadion/