Nygade: Forskelle mellem versioner

'''Nygade''' er beliggende parallelt med Vestergade mellem [[Vor Frue Kirke]] og [[Grønnegade]]. Oprindeligt bestod gaden af små et-, to- og trefags huse fra 1800-tallet, og i en del af det 20. århundrede var gaden præget af fattigdom og kriminalitet. I årene 1959-65 blev husene nedrevet, hvorefter [[Arbejdernes Andels Boligforening]] i 1970’erne opførte en funktionalistisk boligbebyggelse i røde mursten på stedet efter tegninger af arkitekten [[Harald Salling-Mortensen]]. Nygade findes fortsat som gadenavn, men hovedparten omfatter i dag et indhegnet fællesareal for boligbebyggelsen.

I folketællingerne fremkom navnet Nygade første gang i 1801. Grundene var på den tid ejet af [[Harboe Meulengracht]] (1767-1853), der både var justitsråd, købmand og skibsreder. Meulengracht annoncerede løbende fra 1803 og frem i Aarhus Stiftstidende med, at man i Nygade kunne købe eller leje boder, dvs. boliger for mindrebemidlede. Den sidste annoncering sås i 1840, og gaden må da antages at have været færdiganlagt, hvorfor den da også ses på kort over byen på dette tidspunkt.

Artiklen, der kom på forsiden af Ekstra Bladet d. 9. september 1950, fik overskriften ”''Dette er historien om Danmarks ondeste gade.”'' I den blev der berettet om, hvordan der var smugkroer på 20 ud af gadens i alt 31 adresser. Journalisten og hans fotograf blev inviteret indenfor i en af kroerne med ordene ''”Ve I køv en bajer?”''  Her kostede en øl og en snaps to kr. for århusianere og tre kr. for københavnere. Besøget på kroen blev imidlertid hurtigt upopulært, da fotografen begyndte at tage billeder. En mand gemte ansigtet, for han var eftersøgt af politiet. Og da journalisten og fotografen kom tilbage dagen efter, måtte de hurtigt flygte fra knyttede næver og onde ansigter. Ikke overraskende konkluderede journalisten, at Nygade rummede ''”mere hårdhed, ækelhed og fare”'' end nogen anden gade i Danmark.

I 1950-52 nedrev Aarhus Kommune 12 huse i gaden, og i 1951-54 opkøbtes yderligere nogle huse med henblik på nedrivning. Men først i 1959 begyndte arbejdet med at lave en samlet saneringsplan med henblik på at opnå statslig økonomisk støtte i henhold til saneringsloven. I planerne fremkom et ønske om at bygge et 11 etagers højhus på grunden. Denne intensive udnyttelse af det begrænsede areal afspejlede, at Aarhus Kommune på den tid havde pladsmangel til byudvikling, idet der endnu ikke var sket en sammenlægning med forstadskommunerne. Kommunen ville derfor forhindre en befolkningsvandring til nabokommuner såsom [[Viby]], [[Åbyhøj]], [[Brabrand]], [[Hasle]] og [[Risskov]] gennem højt byggeri, som kunne give plads til mange be-boere på et kompakt areal inden for kommunegrænsen.

Højhusbyggeriet afspejlede også en kommunal interesse i tiden for at gennemmodernisere det århusianske byrum med trafikvenlige og erhvervsvenlige anlæg. I det omkringliggende kvarter forestillede de kommunale planlæggere sig, at kørebanen på [[Vestergade]] skulle gøres bredere gennem en total nedrivning af karréstrukturens 2-300 år gamle bygårde. Samtidig skulle den østlige del af [[Møllestien]] (hvor [[Lokalcenter Møllestien]] i dag ligger) nedrives og erstattes af en tankstation og et parkeringshus til 337 biler.

Det statslige Saneringsnævn skulle godkende saneringssagen for at statsstøtte kunne opnås fra Boligministeriet. Saneringsnævnet udtrykte imidlertid skepsis over for et højhusbyggeri på det begrænsede areal klods opad Vor Frue Kirke og Kloster. Og saneringsplanen kunne derfor kun godkendes, hvis bygningshøjden blev begrænset til to etager med udnyttet tagetage. Med det som afsæt blev de sidste af Nygades huse nedrevet i årene 1959-65. Et nybyggeri kom dog først i gang i 1970, da Arbejdernes Andels Boligforening opførte den nuværende boligbebyggelse, afdeling 72, på stedet. Den fik form som funktionalistiske blokke i røde mursten efter tegninger af arkitekten Harald Salling-Mortensen, der så byggeriet som en moderne fortolkning af Nyboder i København.