Clemensborg

Fra AarhusWiki
(Omdirigeret fra Skt. Clemens Torv 10)
Clemensborg i 1901
Indlæser kort...
Clemensborg efter branden i 1911. Ukendt fotograf.

Clemensborg er en større etageejendom beliggende på og ved Sct. Clemens Bro på adressen Skt. Clemens Torv 10. Bygningen har udgange mod Aarhus Å, Åboulevarden, Fiskergade og Skt. Clemens Bro, og har været kendt under flere navne: Clemenshus, Clemensborg, Skt. Clemensborg og Telefonhuset (på grund af, at Jydsk Telefon i mange år holdt til i bygningen).

Bygningens opførsel og første lejere

Ejendommen blev opført mellem 1899-1900 af murermester N. P. Knudsen efter tegninger af arkitekt Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950).

Da bygningen stod færdig, fik Jydsk Telefon-Aktieselskab sæde i huset. Selskabet var i begyndelse lejere i bygningen, men købte i 1911 ejendommen for 282.000 kr. Bygningen blev solgt af tømrermester P. Christian Petersen, murermester N. P. Knudsen og enkefru Arp. Overtagelsen skete den 13. juni 1911.

Brand i bygningen

Den 29. juni 1911 brændte dele af bygningen ned. Branden var blevet opdaget kl. 1.30 om natten, og brandvæsnet blev straks tilkaldt. Ilden havde kraftigt fat i bygningen, hvilket medførte, at man tilkaldte dragonerne til at hjælpe med redningsarbejdet. På toppen af bygningen var placeret et meget stort telefonstativ. Dette styrtede ned gennem alle bygningens etager, og blandt andre brandinspektør Springborg og underbrandinspektør Bøstrup kom alvorligt til skade.

Kort efter branden begyndte genopførelsen af de brændte dele.

Den 17. maj 1966 var den gal igen. Der var brand i Clemensborg i Jydsk Telefons afdeling. Branden blev forholdsvis hurtigt slukket, men skaderne forløb sig alligevel til omkring 150.000 kr.

Jydsk Telefon flytter ud, og Aarhus Kommune flytter ind

Jydsk Telefon flyttede ud af bygningen i 1981. Der var ikke plads til at følge med tidens teknologiske udvikling i bygningen på Skt. Clemens Torv. Firmaet flyttede derfor til nye lokaler i Slet. Herefter blev bygningen overtaget af Aarhus Kommune, som indrettede bygningen til at rumme Social- og sundhedsforvaltning.

I 1990 satte Aarhus Kommune bygningen til salg.

Total ombygning af Clemensborg

I 2001 begyndte en totalrenovering af Clemensborg. Det eneste, der står tilbage af den oprindelige bygning er facaden. Renoveringen blev tegnet af Schmidt, Hammer og Lassen. Bygningen blev lavet om til et butikscenter med butikker i flere plan. Centralt i renoveringen var en rulletrappe med et åbent rum omkring som gik igennem alle etager af bygningen. Den nyrenoverede bygning stod færdig i 2002.

I 2010 blev bygningen igen renoveret. Dette medførte blandt andet en fjernelse af den centrale rulletrappe og den tidligere opdeling mellem butikkerne.

Litteratur og kilder