Skolegade 27
Skolegade 27 er en adresse på Skolegade i det indre Aarhus.
Skolegade 27 har en lang historie, da adressen er en del af det allerældste Aarhus.
Et særligt fremtrædende aspekt af matriklens historie er, at den var rammen om en af Aarhus' tidligste søbadeanstalter, hvor byens indbyggere kunne bl.a. kunne få særlige kurbade mod betaling. Søbadeanstalten åbnede første gang i 1827, hvor den var ejet af Lauritz Aabye Jahnsen (1799-1871), søn af præst Michael Frederik Jahnsen (1760-1845). I august dette år reklamerede han for den i Aarhus Stiftstidende med følgende annonce:
- "Søe-Bade-Anstalt i Aarhuus.
Den Opmærksomhed som Søebade overalt finder ved sin Behagelighed og for Sundheden velgieørende Virkninger har tilskyndet Undertegnede at anlægge en almen Søe-Badeanstalt for Aarhuus og Omegn i Gaarden Nummer 32 [gl. husnr. der i dag svarer til nr. 27] paa Skolegaden, som dertil synes fortrinligen situeret og frembyder en af de behageligste Udsigter i Aarhuus. Anlægget er nu saavidt fuldført, at det fra Mandag af staaer til Afbenyttelse. Maatte det nu, som jeg haaber, vinde Publikums Bifald og svare til dets Bestemmelse; at forene Nytte med Behagelighed, vil jeg derved høste Lønnen for de Besværligheder Anlægget har været forbunden med.
For det første indskrænker det sig til:
1) varme Søebade 2) medicinske & mineralske Bade 3) kolde Søebade 4) Strømbade 5) Svømmebade, men kan Tiden ventes udvidet, dersom jeg nogenlunde kan være skadesløs derved. Uagtet den sandsynligviis forholdsmæssige mindre Søgning der her kan ventes, har jeg dog troet at kunne for det første ansætte Entreen som ved de Københavnske Badehuse, nemlig for Badene Nummer 1, 3 Mark, Nummer. 2 efter Bestanddelenes Beskaffenhed, Nummer 3, 2 Mark., Nummer 4, 24 Skilling, Nummer 5, 1 Mark Tegn, alle med Haandklæde. For Børn fra 10 til 16 Aar, betales omtrent 2/3 og for Børn under denne Alder kun 1/3. Abonnenter som tage 12 Billetter erholder 2 gratis. Entreen er aaben fra Morgen til Middag Kl. 12 for Damer alene, fra 12 til Aften for begge Kjøn. For Propriteten og Opvartningen vil der paa det bedste drages Omsorg. Badene Nummer 1 og 2 maa bestilles en Time forud. Det Nærmere vil behageligen erfares af det i hvert Badekammer ophængte Reglement. Billetter erholdes hos Hr. Amtsbarber, Studiosus chirurgis Warberg, der paa Forlangende gaaer Badegjæsterne til Haande med Liigtornskjæring og andre forefaldende chirurgiske Forretninger."
På dette tidspunkt var Havnegade endnu ikke anlagt, og havet grænsede helt op til bagsiden af Skolegades matrikler. Derfor var søbadeanstalten godt placeret med direkte adgang til havet. I dag svarer bagsiden af Skolegade 27, hvor badeanstalten lå, til Havnegade 22.
Senere overtog amtsbarber Magnus Christian Warberg (1799-1883), som havde arbejdet som kirurg på badeanstalten, ejerskabet af den.
Litteratur og kilder
- Sejrs sedler, 1827-08-04, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000109455
- Sejrs sedler, 1835-06-16, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000109401