Scandinavian Center
Scandinavian Center er et kongrescenter beliggende i Eckersbergsgade, indviet under Aarhus Festuge i 1995. Udover kongresdelen indeholdt centeret et hotel, kontorer og et butikscenter, som aldrig blev en succes. I 2016 blev det besluttet at ombygge erhvervslokalerne til ungdomsboliger.
En ny bydel
I 1984 fik en kreds af byrådspolitikere omkring borgmester Thorkild Simonsen (1926-2022) idéen til en ny kongresby bag ved Musikhuset, som Simonsen også havde været bannerfører for. I al hemmelighed fik man ingeniør Thyge Hofmeister til at udarbejde et oplæg, som blev præsenteret for offentligheden i Aarhus Stiftstidende den 9. januar 1985. Alle bygninger i firkanten mellem Eckersbergsgade, Skovgaardsgade, Carl Blochs Gade og Sonnesgade undtagen Godsbanegården skulle rives ned og give plads til et SAS-hotel på 11 etager, en kongressal med plads til koncerter, fem erhvervs- og boligblokke samt et lagerhotel. I byrådet var der kun kritiske røster mod projektet fra venstrefløjen, der frygtede at området skulle udvikle sig til et ”mini-Manhattan”.
Den endelige plan
I 1987 vedtog byrådet at give grønt lys for det knap så omfattende projekt Scandinavian Center Århus. Projektet bestod af en hotelbygning og bag ved en kongreshal og to blokke med boliger og erhverv. Komplekset skulle forbindes af et glasoverdækket butikscenter. Bag forslaget stod SAS som kommende driftsherre, ingeniørerne Christensen og Hofmeister, entreprenørerne Christiani & Nielsen, Nykredit og Provinsbanken. Projektet var tegnet af arkitekterne T. Skovgaard Sørensen]], Aage C. Nielsen & Poul Andersen og Torben Schønherr i samarbejde med Friis og Moltke. SAS blev pålagt at drive kongresdelen sammen med Musikhuset, hvis direktør Poul Koch udtrykte frygt for konkurrencen fra det nye center.
Finanskrise
Centeret skulle have stået færdigt i 1991, men i 1989 gik arbejdet i stå, da der kun var gravet et stort hul i jorden. Årsagen var problemer med finansieringen som følge af økonomisk lavkonjunktur og regeringens anpartsstop, som betød at en plan om salg af anparter måtte opgives. Først i 1991 lykkedes det Danske Bank, som Provinsbanken var fusioneret med, at stifte et interessentskab med Kommunernes Pensionsforsikring, ATP og forsikringsselskabet Hafnia. Det gik kun, fordi kommunen havde tilladt investorerne at udvide butiksarealet og selv bestemme butikstyperne.
Byens nye kraftcenter
Efter en stilstand på tre år gik byggeriet atter i gang i 1992. Centeret blev opført for 750 mio. kr. af entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz og kunne indvies under Aarhus Festuge den 1. september 1995. I sin åbningstale forudså Thorkild Simonsen, hvordan centeret snart ville summe af aktivitet, når kongresgæster fra ind- og udland begyndte at strømme til Aarhus. Aarhusianerne var mere skeptiske. I en voxpop i Aarhus Stiftstidende var de fleste imponerede af det storslåede byggeri, men frygtede samtidig, at centeret kom til at ligge dødt hen. Det var nemlig ikke lykkedes at leje én eneste butik ud før åbningen.
Skuffede forventninger
Allerede i 1993 blev der indgået aftale med skattevæsenet om leje af kontordelen. I begyndelsen havde Musikhuset også succes med Scandinavian Congress Center, som i 1995 blandt andet lagde hus til det fatale årsmøde i Fremskridtspartiet, hvor kimen til Dansk Folkeparti blev lagt. Men allerede i 1996 gav kongresdelen kommunen et underskud på seks mio. kr.
Værre gik det med den 170 meter lange butiksgade. Planen havde været et eksklusivt butikscenter med mode- og smykkebutikker, siden et IT-butikscenter, men begge planer slog fejl. Først i 1998 lykkedes det ejendomsselskabet Datea at leje de første butikker ud, men da kunderne udeblev, måtte planen om et butikscenter helt opgives i 1999. Centerets image led endnu et knæk i 2003, da glasplader begyndte at styrte ned og det kom frem, at gulvet i kongressalen nær var kollapset under en koncert med Suede under festugen i 1996. For at give centeret med den omtumlede historie nyt liv har Datea i 2016 besluttet at lade centerets erhvervslokaler ombygge til 133 nye studieboliger.
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder
- Preben Rasmussens Samling, Eckersbergsgade
- Aarhus Stiftstidende, 09.01.1985, 22.02.1987, 26.02.1987, 27.12.1989, 15.02.1990, 11.03.1990, 13.05.1990, 14.06.1990, 26.06.1990, 06.07.1990, 22.07.1990, 16.08.1990, 16.11.1990, 22.02.1991, 07.03.1991, 11.03.1991, 20.03.1991, 07.04.1991, 16.04.1991, 15.07.1991, 13.08.1991, 22.09.1991, 20.12.1991, 14.03.1992, 01.10.1992, 27.01.1993, 11.03.1993, 02.10.1993, 18.04.1995, 13.06.1995, 15.06.1995, 20.07.1995, 02.09.1995, 03.09.1995, 16.09.1995, 24.04.1996, 16.06.1996, 27.02.1997, 05.06.1997, 12.06.1997, 17.06.1998, 07.04.1999, 08.11.1999, 05.11.2003, 01.11.2016.