SBV

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

I 1952 kunne aarhusianerne for første gang selv tage varerne ned fra hylderne i et ”rigtigt” varehus, hvis man ser bort fra en mindre selvbetjeningsbutik, som Aarhus Brugsforening to år forinden havde åbnet i Rytterparken. Modellen var amerikansk, ophavsmanden jødisk, stedet var Ryesgade 18 og navnet var SBV - en forkortelse for Selvbetjenings Varehus.

Billige varer i Alpas

Det aarhusianske selvbetjeningseventyr startede 18 år tidligere da den tyske jøde Alfred Leopold 16. april 1934 åbnede varehuset Pallas i Ryesgade 18. Her kunne aarhusianerne købe damelingeri, parfumevarer og papirartikler og andre non-food-varer til gode penge. Den gode pris i Alpas skyldtes, at Leopold var en driftig herre og havde lignende butikker i andre danske byer og nordtyskland og dermed kunne handle stort ind.

Efter en navnestrid i 1936 ændrede Pallas navn til Alpas, men ejeren og konceptet forblev det samme.

Leopolds tid i Aarhus blev i første omgang kort. Efterhånden som nazismen bredte sig valgte han i 1938 at flytte til Norge med sin moder Martha. Men heller ikke i Norge fandt familien fred. Moderen Martha blev hentet af norske nazister og endte sine dage i Auschwitz’ gaskammer, mens Alfred Leopold selv flygtede til Sverige, hvor han slog sig ned i Mariefred lidt syd for Stockholm. På trods af sit svenske eksil fortsatte Leopold som direktør for sine danske butikker, og modtog hvert år julekort fra personalet i Alpas.

Også Leopolds butikker i Danmark fik på grund af deres jødiske ejer en hård medfart. Gentagne gange blev de udsat for hærvæk, og heller ikke varehuset i Ryesgade gik fri for denne behandling. Konsekvensen blev at Alpas’ facade under krigen var muret til.

På rulletrappen i SBV

På trods af gentagende forsøg lykkedes det først i 1951 Alfred Leopold at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

I 1952 kunne Leopold endelig vende tilbage til Aarhus, hvor han efter en ombygning genåbnede Alpas; denne gang under navnet SBV. SBV stod for Selvbetjenings Varehus og ideen til et sådan, havde Leopold fået under et ophold i USA i 1950. SBV var det første rigtige selvbetjenings varehus i Aarhus, hvis man ser bort fra en mindre selvbetjeningsbutik, som Aarhus Brugsforening to år forinden havde åbnet i Rytterparken.

Aarhusianerne var dog ikke helt klar til selvbetjeningsideen, og i de næste år fungerede SBV med både selvbetjening og betjening.

I 1954 kunne Alfred Leopold introducere aarhusianerne for endnu en nyskabelse. 1. salen i Ryesgade 18 havde tidligere været hjemsted for danserestauranten Manzana, men i 1954 overtog SBV restaurantens lokaler og fordoblede dermed sit butiksareal. Til forbindelse mellem de to etager indkøbte Leopold for 85.000 kr. en tysk produceret rulletrappe – den første rulletrappe uden for København. Ved indvielsen i november 1954 var journalister og fotografer fra flere aviser mødt frem for at se det moderne vidunder, og i Århus Stiftstidende kunne man læse, at rulletrappen ”kan transportere 4000 kunder i timen – og en fotocelle tæller alle, der benytter trappen, som i øvrigt kan køre baade op og ned”.

I den nyindrettede 1. sal fik Leopold også indrettet en espresso kaffebar efter italiensk forbillede. Dette var dog for eksotisk til aarhusianernes smag i 1950’erne, og kaffebaren holdt kun et års tid.

Daells Varehus rykkede ind

I 1964 døde Alfred Leopold og hustruen Greta overtog den daglige ledelse af SBV. Tre år efter Leopolds død kunne SBV opkøbe og nedrive nabobygningen Ryesgade 20, som tidligere havde huset Aarhus Amtstidende. En tilbygning til SBV blev lavet, samtidigt med at bygningen fik en ny og moderne facade. Endnu engang forsøgte SBV sig med en kaffebar, nu med softice, og denne gang tog aarhusianerne bedre mod ideen.

Kort efter butikkens 50 års jubilæum i 1984 solgte familien Leopold varehuset til Daells Varehus, som holdt til i bygningen indtil 1993. I 1994 blev Ryesgade 18-20 endnu engang opdelt i to lejemål, og ved ombygningen blev der brugt 300.000 kr. på at få fjernet provinsens første rulletrappe.

Rulletrappen blev efterfølgende kørt på magasin i en af FDBs haller med henblik på genanvendelse, når og hvis bygningen skulle føres tilbage til et stort lejemål.

Tiden satte efterhånden sin spor på rulletrappen, og efter 10 år i hallen i Viby blev den destrueret.

Læs mere om butikkerne i Ryesgade 18-20.

SBV på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende SBV på AarhusArkivet

Kilder

  • SBV's arkiv, Erhvervsarkivet