Rock Mod Profitten (Staklade Massakren)
Rock Mod Profitten var en éndags punkfestival som løb af stablen d. 16. februar 1980 i Stakladen. Festivalen blev lukket af politiet og blev efterfølgende kendt som Staklade Massakren, grundet politiets håndtering af aftenens forløb.
Koncerten var arrangeret af musikerne selv, med Mariane Malfet (Gylle, Slim) og Johnny Concrete (Dream Police, The Clochards, Deformed) i front. Musikerne mente, at de blev snydt af koncertarrangørerne og desuden truet med udelukkelse fra flere steder i musikmiljøet. Derfor bestemte de sig for selv at arrangere ”Rock Mod Profitten” (profitten hentyder til koncertarrangørers profit).
Fra punkfest til panik
Arrangementets line-up bestod punkbands fra København og Aarhus. Aftenen skulle byde på 14 bands; Gylle, The Clochards, Normals, Susan and the Cocks, Circumcision, Fucking Ghosts, Bad Semen, The Zero Point, Jesse and the Squint Eyed, Johnny & De Kolde Dæmoner, Olsens Punk Band, Keybox, Black Badges og Screamers.
Koncerten, med næsten 500 gæster, skulle dog udvikle sig til et regulært kaos, som senere i folkemunde tilegnede sig navnet Staklade Massakren. Det startede angiveligt (blandt nogle udsagn) med en konfrontation mellem en gruppe rockere fra Tornados, Hells Angels supportgruppe. Dette førte til mindre slagsmål, som der dog hurtigt kom styr på, da det blev trukket udenfor salen. Men politiet var blevet tilkaldt. Omkring 22-tiden rykker politiet ind for at lukke koncerten, og der opstod store slagsmål udenfor.
Uroen breder sig, og politiet bliver mødt af kasteskyts i form af ølflasker og sten. Johnny Concrete skulle være blevet bedt om at meddele fra scenen, at gæsterne skulle forlade salen - men nægtede, i håbet om at kunne fortsætte arrangementet i ro og mag. Han blev efterfølgende revet ned fra scenen af politiet, hvilket fik salen til at koge over. Publikum bliver mast mod udgangen af salen af en kæde af politibetjente. Mange ville ikke forlade salen, da der udenfor ventede hundepatruljer, og der brød samtidigt slåskampe ud i salen - nu mellem rockere, punkere og politiet. Aktionen varede en times-tid og kun 4-5 bands nåede at spille. Én politibetjent og omtrent ti koncertgængere blev kvæstet. 6 blev anholdt.
Efterspillet
Politiet udtalte efterfølgende, at kun én betjent benyttede sig af kniplen, mens de omvendt var blevet bombarderet af ølflasker og andet kasteskyts. Politiet fortalte også om slagsmål med flasker mellem rockere og punkere. Mange læserbreve og interviews fra og med koncertgæster fortalte dog en anden historie om flere betjente, der slog, kastede folk i asfalten, sparkede, pudsede hundene på koncertdeltagerne og slog med hundekæder.
I et interview med Aarhus Stadsarkiv udtaler koncertarrangøren Johnny Concrete sig om arrangementet: ”Det var satme slemt (…) Det var fuldstændig, fuldstændig unødvendigt. Og det efterspil, der kom … Der blev klaget helt vildt over panserne. Alle klager blev afvist.”
Til stede ved arrangementet var også radioværten Hans Otto Bisgaard, som skulle lave en reportage til radioprogrammet ”Rock Nyt” på P3. Bisgaard bakkede op om punkernes udlægning om, at politiets indgriben var helt unødvendig. ”Det vil være en blodig uretfærdighed, hvis konsekvensen bliver, at der lukkes af for punkerne andre steder. De var helt uden skyld i, at politiet greb ind.” udtalte han efterfølgende til Århus Stiftstidende. I forhold til, om politiet gik for hårdhændet til værks, udtalte Bisgaard: ”Det var en uheldig måde, koncerten blev afbrudt på. Ellers kan vel sige, at der blev givet og taget – som i en ishockeykamp.” Bisgaards rapport fra arrangementet blev sendt den 21. februar og indeholder lydklip fra urolighederne.
De mange klager over politiets håndtering af sagen førte til, at Lokalnævnet behandlede sagen. Samtidigt delte flere af byens punkere løbesedler ud med titlen ”Staklade Massakren”, hvoraf tilnavnet opstod. I løbesedler blev der opfordret til protestfest mod politivold, og at folk, som var vidner eller havde bevismateriale i form af fotomateriale, skulle møde op på et fællesmøde forud for klageangivelse ved Lokalnævnet. Klagerne blev dog afvist.
Kritikken af politiet nåede desuden Folketinget, hvor venstresocialisten Preben Wilhjelm rejste spørgsmål om politiets brug af politihunde med blandt andet punkkoncerten i Stakladen som eksempel.
Bisgaards bange forudanelser blev dog til virkelighed, da punkmusikken efterfølgende blev udelukket fra flere af byens scener – heriblandt Stakladen. Derfor blev Rock Mod Profitten aldrig genoptaget, som ellers havde været ønsket.
Se også
Rock Mod Profitten (Staklade Massakren) på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende. Ugens koncerter. 13/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Forlystelser (reklame). 16/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Punk mod profitten. 16/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Punkrock endte i kaos og blod & Panik da politiet ryddede Stakladen. 18/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Politiet på anklagebænken. 19/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Unødvendig ballade ved punkkoncerten. 20/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Ikke »Punkerne«s skyld. 24/02/1980.
- Aarhus Stiftstidende. VS-folketingsmand vil ikke møde Århus Politi. 02/03/1980.
- Aarhus Stiftstidende. Masser af punk, men ingen steder at spille. 02/07/1980.