Rationering og erstatningsvarer under besættelsen

Fra AarhusWiki

Den 9. april blev Danmark besat. Væksten i butikshandlen stoppede brat, og århusianerne kom i modsætning til under Første Verdenskrig næsten med det samme til at mærke rationeringen af tøj, brændsel, sæbe mm.

Ligelig fordeling mellem borgerne

Det blev den konservative minister John Christmas Møller, der blev udpeget til at løse problemet, og han oprettede Direktoratet for Vareforsyning, som fik til opgave at opbygge et system, der skulle fordele varerne ligeligt mellem borgerne. Samtidig besluttede regeringen at indføre en maksimalprisordning eller maksimal-avance, der udover at holde lønningerne i ro skulle forhindre, at landbruget, industrien og de handlende benyttede vareknapheden til at sætte priserne op.

Direktoratet stod også for rationeringen der foregik ved at hver borger fik tildelt rationeringsmærker for de særligt sparsomme varegrupper såsom sukker, brændsel, fedtstof mm. Direktoratet udtænkte systemet sådan, at der skulle tages individuelle hensyn til borgerne, når rationeringsmærkerne skulle uddeles. Personer der havde et særligt hårdt fysisk arbejde var således berettiget til ekstra rationer, mens gravide kvinder fik tildelt mælkekort og købekort til udstyr til babyen. Endvidere kunne mindrebemidlede borgere få tildelt særlige rabatmærker, der gav dem mulighed for at kunne købe ekstra dyre varer.

Det blev pålagt kommunerne at administrere den kvartalsvise uddeling af rationeringsmærker til borgerne, og samtidig blev kommunerne også ansvarlig for pris og kvalitetskontrollen.

Både kunder og butikker kom til at lide under varemanglen, og i løbet af besættelsen, blev der udvist stor opfindsomhed – men erstatnings- og blandingsprodukterne var både dårligere og dyrere.

Kolonihaver, grise og høns

Det var dog heller ikke alle, der følte rationeringer og begrænsninger lige belastende. Stor set alle der havde et stykke jord, som de kunne opdyrke, eller et baghus i gården til grise og høns, benyttede sig af muligheden for at skaffe lidt ekstra på bordet. Byboerne købte smågrisene hos landmænd selvom det var ulovligt. Ifølge handelsaftalerne med Tyskland måtte landmændene nemlig kun selv beholde grise til eget forbrug. Men da det stort set var umuligt for myndighederne at føre en effektiv kontrol foregik der et livligt salg af både levende smågrise og andet kød ved stalddøren.

Rationering på gas – og der skulle spares på elektriciteten

Selv om man havde skaffet sig kød hos slagteren eller bonden, skulle kødet og tilbehøret også tilberedes. Det kunne blive et problem. Der skulle spares på gassen og hver husholdning havde kun en vis mængde gas til rådighed. Gassen produceredes ved hjælp af kul (kulgas), men da kullene først og fremmest var øremærket til industrien, blev forsyningerne til gasværkerne utilstrækkelige og regeringen måtte indføre rationering for at nedsætte forbruget.

Samtidig skulle der spares på elektricitet. Elektricitetsværkerne havde også svært ved at få brændselsforsyningerne til at slå til. Her løste befolkningen problemet ved simpelthen at huskede at slukke for al unødvendig brug af elektricitet, og samtidig skiftede man til pærer med et lavere watt-forbrug.

Brændselsrationering

Allerede den 31. maj 1940 udsendte Varedirektoratet er bekendtgørelse om brændselsrationering, hvilket betød, at forbrugere på landet kun havde adgang til at købe indenlandsk brændsel – tørv og senere også brunkul. I byerne fik befolkningen derimod adgang til udenlandsk brændsel i form af en beskeden mængde af kul og koks. Hvis man ønskede med måtte man selv sørge for at supplere med andet brændsel.Det var gerne affaldstræ, der var blevet tilovers efter skovhugsten – hvis man havde købt et sankekort hos skovfogeden.

Knapheden på brændsel blev meget hurtigt mærkbar i modsætning til fødevareforsyningerne, hvor der gik et par år før knapheden her kunne mærkes. Kul og koks var således rationerede til et minimum og samtidig var produktionen af brunkul og tørv endnu ikke rigtig begyndt. Men som den hjemlige produktion af brunkul og tørv for alvor begyndte løbet af 1941 forbedredes brændselssituationen en smule

Stor opfindsomhed

Det er Rich's der drikk's – det er Danmarks der du'r

Når familien eller nabokonen skulle inviteres på kaffe, bryggede husmoderen den sikkert på de to konkurrerende erstatningsmærker Richs eller Danmark. Så længe lagrene var fyldte, kunne man med rationeringsmærker købe kaffe, the og kakao. Men ved årsskiftet 1941-42 var lagrene tømte, og man måtte ty til kaffeerstatninger lavet på roer og cikorierødder.

Der florerede mange andre opskrifter og i nogle suppleredes cikorierødderne med dadelkerner eller agern. Blev ingredienserne bare brændt hårdt nok, skulle de nok få den helt rigtige kaffefarve. I folkemunde blev denne ”kaffe” kendt som ”løbesod”. Til at afslutte dagen var den bedste måde med en kop ”Beta bouillon” tilsat en rå æggeblomme og en enkelt snitte, mens købmandsforretningen Chas. E. i Ryesgade reklamerede for ægte ungarsk hybente.

Vin og spiritus

Vin og spiritus forsvandt også hurtigt fra hylderne. Resultatet blev at konserves- og saftfabrikkerne begyndte at fremstille vin af danske frugter som rabarber, æbler, kirsebær, solbær og stikkelsbær. Således produceredes dansk ”rødvin” med det franskklingende navn Moulin Royal mens konservesfabrikken Beauvais skabte en ”ægte kakaolikør”.

På grund af kartoffelmangel mindskes produktionen af Rød Ålborg. Til gengæld begyndte man at destillere gin, whisky og likør og mens erstatningsprodukterne fra de andre fabrikker forsvandt fra markedet, da man igen kunne købe de originale produkter, solgte Spritfabrikkerne deres likør til langt ind i 1960erne.

Alt kan ryges

Danskerne var et storrygende folkefærd, og i takt med at den fine importerede råtobak fra USA forsvandt fra lagrene, begyndte man allerede i sommeren 1940 at tale om at genoplive den gamle tobaksarvl. Indtil 1900 havde Danmark faktisk haft en ret stor tobaksarvl, og snart begyndte mindre landbrug at dyrke tobak – og i 1941 fik man den første høst i hus.

Også private kastede sig ud i tobaksarvl. I Gartnerierne kunne man købe små tobaksplanter til udplantning, og snart var bondetobakken, som den kom til at hedde lige så almindelig i de danske køkkenhaver som gulerødder og kartofler.

Tobakshungeren og opfindsomheden var så stor, at man endda begyndte at tilsætte en masse spændende ting i tobakken – lige fra æbleblade og kirsebærblade til hakket grønkål og sveskesovs. Det lykkedes aldrig at producere en anstændig dansk tobak og cigaretmærket Powhattan Mixture blev i folkemunde til Pu-hada.

Amager-fars fra Aarhus Oliefabrik

Kød og flæsk blev aldrig rationeret. Dog blev der indført forskellige forholdsregler, som skulle begrænse forbruget. Den 10. maj 1943 indførtes købekort til kød, så myndighederne kunne føre kontrol med fordelingen af kødet. Det betød, at slagteren ikke kunne få leveret det kød han ønskede. Derfor måtte han ”rationere” det til de ”faste kunder”.

I løbet af besættelsen var der en nedgang i tilførslen af oksekød, hvilket dog blev opvejet af en forøgelse af flæsk og senere undersøgelser har vist at forbruget af kød ikke blev sat ret meget ned i de første besættelsesår. Det var først fra 1943, at man så en egentlig nedgang

Det er ikke alle der kan være kæreste med en slagter blev der sagt da der ikke længere kunne købes ordentlig kød, så for at mætte den kødhungrende befolkning skabte Aarhus Oliefabrik; Amager Vegetabil Fars. Et produkt, sagde reklamerne, der smager så godt, at det vil blive anvendt, også når kød ikke længere er rationeret. Ved tilberedning antog det farve og smag som rigtig kød, og da farsen samtidig skulle indeholde en høj næringsværdi, kunne den uden problemer anvendes i den daglige husholdning – gerne i forbindelse med kød- og flæskefars eller serveret alene.

Uanset hvor meget fabrikkerne end anstrengte sig, kunne erstatningerne ikke måle sig med de originale produkter, og danskerne blev aldrig glade for erstatningsprodukterne.

Rationering på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Find mere information på AarhusArkivet

Rationering

Litteratur og kilder

  • Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45, Christensen, Claus Bundgård, Joachim Lund, Niels Wium Olesen, Jakob Sørensen, 2005
  • Levevilkår under besættelsen. Træk af den økonomiske og sociale udvikling i Danmark under den tyske besættelse 1940–45, Sigurd Jensen, 1971
  • Århus besat, red. Henrik Fode, 2005