Pære Punk
Pære Punk var en punkfestival som blev afviklet d. 9. og 10. november 1978 i Husets Musikteater (i dag Voxhall). Festivalen blev først kendt som ”Pære Punk”, da opsamlingspladen af samme navn udkommer i 1979.
Her spillede flere af de første danske punkbands. Det var lokale aarhusianske bands som havde allieret sig med bands fra København på to-dags festivalen, og programmet var da også opdelt herefter. Torsdag spillede de aarhusianske Lost Kids, Kliché, Slim og Dream Police. Fredag spillede de københavnske Sods (senere Sort Sol), Brats og No Knox.
Koncerten blev optaget af pladeselskabet ”Medley”, og planen var at udgive et livealbum. Dette blev imidlertid ikke til noget – måske fordi pladeselskabet tvivlede på, om punkmusikken ville få gennemslagskraft i Danmark, eller måske fordi optagelserne var for rå.
Men punkmusikken fik opmærksomhed, og der begyndte i højere grad at dannedes et miljø herindenfor. Dette betød også, at man i 1979 valgte at udgive Pære Punk-pladen. Det var dog ikke med de oprindelige liveoptagelser fra året forinden, men med studieoptagelser som de medvirkende bands havde sendt ind. Det var et opsamlingsalbum / splitalbum udgivet af Medleys sublabel ”Kong Pære”.
På A-siden af pladen var tre numre af Lost Kids, tre numre af Sods, to numre af Elektrochok og to numre af Slim. På B-siden var to numre af Kliché, tre numre af Brats, to numre af Dream Police og tre numre af No Knox.
Pære Punk-pladen kom til at gå over i dansk musikhistorie som en af de første danske punkudgivelser overhovedet, men med sikkerhed den første punk opsamlingsplade. Pladen var med til at forme dansk punkmusik- og kultur.
I 2003 blev der afviklet en 25-års jubilæumsfestival over to dage. Festivalen blev kaldt ”Pære Punk 2003 AD” og blev afholdt i Vesterbro Beboerhus. På programmet var bl.a. to af de oprindelige bands fra Pære Punk, de aarhusianske Dream Police og Lost Kids. Derudover var på programmet: Austin, On Trial, Moneymakers, Columbian Neckties, President Fetch, Leaden Pit, Mental Midget og Tæve.
Warner Music trykte i 2015 et længe ventet genoptryk af Pære Punk-pladen fra 1979.
I 2018 blev der afviklet et 40-års jubilæum for Pære Punk på Atlas. Her spillede flere af ”punk-veteranerne” i nye, såvel som gamle konstellationer på to-dags festivalen. Iblandt var aarhusianske Dream Police og Heroes 2 None.
I 2019 blev der, som 40 år forinden, udgivet en opsamlingsplade året efter koncerten med hele 31 numre på, fordelt på 13 bands.
Pære Punk på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende. Og så er der punk til alle. 08/11/1978.
- Aarhus Stiftstidende. Punken fejrer sølvbryllup. 27/11/2003.
- Aarhus Stiftstidende. Nå-generationen blev hjemme. 29/11/2003.
- Scherrebeck, Emil Eggert. Pærepunken lever! Information.dk. Tilgået d. 11/09/2023 fra https://www.information.dk/kultur/2015/10/paerepunken-lever
- Svidt, Ole Rosenstand. Pære Punk genoptages efter 25 år. Gaffa.dk. Tilgået d. 11/09/2023 fra https://gaffa.dk/nyheder/2003/november/paere-punk-genoptages-efter-25-ar/
- Kaspersen, Line. Peter Peter og Halshug fuldender programmet til Pære Punk-jubilæumsfestival. Tilgået d. 11/09/2023 fra https://gaffa.dk/nyheder/2018/juni/peter-peter-og-halshug-fuldender-programmet-til-paere-punk-jubilaeumsfestival/
- Pære Punk (1979, Vinyl). Discogs.com. Tilgået d. 11/09/2023 fra https://www.discogs.com/release/1595575-Various-P%C3%A6re-Punk
- Pære Punk 40. (The Album) (2019, Vinyl). Tilgået d. 11/09/2023 fra https://www.discogs.com/release/1595575-Various-P%C3%A6re-Punk