Mindesmærke for omkomne danske søfolk

Fra AarhusWiki
Mindesmærke for omkomne danske søfolk

Den 4. maj 1952 blev Mindesmærket for omkomne danske søfolk afsløret på Europaplads ved Åboulevarden.

Mindesmærket er en 2,5 meter høj bronzestatue udført af billedhuggeren Johannes Hedegaard.

Skulpturen blev rejst af Aarhus Havnevæsen og Marineforeningen for Aarhus og Omegn.

Indhugget på soklen er en tekst forfattet af Hans Hartvig Seedorff:


1940-1945
DA DANMARK FALDT
FOR FJENDEMAGT
BLEV DU VOR FRIHEDS
FØRSTE VAGT
OG EVIGT SYNGER
BLÆST OG SØ
USELVISK DAAD
SKAL ALDRIG DØ

På bagsiden står:

Bronzestøber B. Rathje, Ordrup,
Johannes Hedegaard, 1952

Baggrund

Da besættelsen af Danmark blev en realitet den 9. april 1940, fik den danske handelsflåde, som var uden for tysk rækkevidde, ordre til at søge mod neutrale havne. De fleste søgte til England eller Frankrig, og flere tusinde danske søfolk meldte sig til tjeneste under allieret flag. Omkring 5.000 danske søfolk alene gjorde tjeneste under britisk flag.

Omkring 1.400 danske søfolk mistede livet under krigen.

Flytning

I forbindelsen med fritlægningen af åen blev mindesmærket flyttet fra Europaplads til en lille plads mellem Kystvejen og Dagmar Petersens Gade/Sverigesgade. På pladsen står også en mindesten over borgmester Jakob Jensen.

Flytning igen

Jf. http://anlaegaarhusoe.dk/kontakt/hele-grundhistorien/ er statuen igen flyttet i forbindelse med etableringen af Aarhus Ø. Det er planen, at statuen skal flyttes til pladsen ved Dokk1.

Kilder og litteratur