Meteornedslaget ved Århus 1951

Fra AarhusWiki

2. oktober 1951, lidt efter klokken 18, faldt en mindre meteor over Danmark. Meteoren blev set af folk over hele Danmark, og var det første konstaterede meteornedslag siden 1878. En øjenvidneberetning fra Malling i Århus Stiftstidende 3. oktober 1951:

Ildkuglen, der var paa Størrelse med en Fodbold, var rød, men pludselig kom der en lang Ildstribe fra den ligesom fra et Svejseapparat. Derefter kom der et skarpt, hvidt Blink fra den, og den kom til at ligne et Hjul, som man ser det ved Fyrværkeriforestillinger, og der kom en stærk Røgsøjle fra den. Til sidste forsvandt den i Vejret med en hvis Stribe efter sig. Da Blinket kom, var det saa stærkt, at Dyrene paa marken reagerede over for det ved at udstød Lyde. Der kom ogsaa tordenlignende Lyde.

Selve meteoritten, eller i hvert fald dele af den, slog ned i Risskov, hvor en sten på omkring 300 gr. (på størrelse med "en knyttet barnehånd") blev fundet af baneingeniør P. W. Holm, der var ude at gå tur. Et større stykke på omkring 430 gr. blev fundet af Holger Elgaard på en tømmerplads ved Aarhus Universitet. Flere andre stenfund fra Aarhus-egnen blev i øvrigt indleveret til Mineralogisk Museum i København, men kun de ovennævnte var ægte.

I Risskov er opstillet en mindesten for nedslaget – hvornår stenen er opstillet vides ikke, men i hvert fald senest september 1952, hvor den findes afbilledet i Lokalhistorisk Samlings billedsamling.

I anledning af 50-års-dagen for nedslaget, viste Steno Museet 18. september-25. november 2001 udstillingen Ild, røg og sten om Aarhus-meteoritten og meteoritter generelt.


Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Heidi Holst Madsen og overført fra Århus Leksikon
  • Axel V. Nielsen: "'Bulder og forskrækkelse i luften': Meteoritfaldet ved Aarhus", Vor Viden 94 (1953), s. 497-501.
  • StenoMusen 15 (2001) – kan hentes som .pdf her.
  • Århus Stiftstidende 03-19.10.1951.