De Gamles Hjem (Lisbjerg)

Fra AarhusWiki
(Omdirigeret fra Lisbjerg Alderdomshjem)
Indlæser kort...
De Gamles Hjem i Lisbjerg med sine sydvendte kviste med udsigt mod Aarhus. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.
De Gamles Hjem i Lisbjerg set mod øst. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.

De Gamles Hjem i Lisbjerg var et alderdomshjem beliggende på Marie Belows Vej 6 over for Lisbjerg Kirke. Alderdomshjemmet blev opført i 1936 efter tegninger af arkitekt Thyge Klemann, og blev nedrevet i 2002-03.

Ejendommen var af en betydelig størrelse sammenlignet med de mange mindre huse og gårde i landsbyen og skilte sig derfor ud med sin volumen og arkitektur. Ejendommen blev senere transformeret til Lisbjerg Plejehjem, også kaldet Lisbjerghus.

Ved ejendommens nordside var en mindre plads.

Den tilknyttede sydvendte have var fint symmetrisk anlagt, formentlig efter forbillede i de store barok- og rokokohaver. I midten af anlægget var en mindre cirkulær plads centreret om en flagstang, hvorom der stod bænke til ophold.

I 1971 godkendtes opførelsen af en forstanderbolig samt carport med redskabsrum og installation af oliefyr i forlængelse af alderdomshjemmet. Forstanderboligens opførelse medførte, at det fint anlagte haveareal blev inddraget og nedlagt. Den nye bolig på det sydlige areal af matriklen blev opført som et typehus af Tjæreborg Huse.

I 1972 stod Stadsarkitektens Kontor bag en omfattende ombygning til selve alderdomshjemmet.

Bestyrerboligen, der blev opført i 1971, blev i 1992 omdannet til et fælleshus for pensionister i Lisbjerg-området.

De Gamles Hjem samt den nyere forstanderbolig blev nedrevet i 2002-03, og efter nedrivningen opførte Afdelingen for Sundhed og Omsorg ved Aarhus Kommune nye boliger til psykisk handicappede under 67 år på hele arealet. Haveanlægget blev ikke genopført, og matriklen blev denne gang kompakt udbygget, uden at arkitekturen ved det nye byggeri syntes at lægge vægt på eksklusiviteten ved panoramaudsigten mod Aarhus, som det første byggeri havde gjort.

Se også

De Gamles Hjem i Lisbjerg på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=De+Gamles+Hjem%2C+Lisbjerg

Litteratur og kilder