Lighthouse
Lighthouse
|
Lighthouse. 2023.
Foto: Dansk Luftfoto for Domis. Aarhus Stadsarkiv. |
Lighthouse på Aarhus Ø.
|
Detaljeret information
|
Adresse
|
Adresse Helga Pedersens Gade | Matrikel nr. 2148de, 2148ea, 2148dø og 2148dt | Bygning
|
Type Bygningskompleks med højhus | Opført 1-2. Etape: 2012 / 2014. 3. Etape: 2022-23 | Arkitekt 3XN | Bygherre Anpartsselskabet Lighthouse United (Rune Kilden, Claus Hommelhoff, Lars Erik Larsen og Stine Hindby) | Højde 142 meter (højhusbygning, etape 3) |
|
Lighthouse er et større bygningskompleks med et ikonisk 142 m højhus beliggende yderst på Aarhus Ø. Lighthouse-højhuset er med sine 142 meter Danmarks højeste bygning, og de første beboere flyttede ind i højhuset i november 2022. På toppen af højhuset indrettedes restauranten Restaurant Bavn og et udendørs udsigtsområde med adgang for alle. Aarhus Øje er den offentlige oplevelsesdestination i højhuset, som giver adgang til ankomstområdet i stueplan, udstillingen 'Byen & Bugten' og elevatorturen op til udsigten.
Lighthouse-komplekset blev opført i tre etaper. Den første og anden etape med bebyggelsens nordvestligste dele blev færdiggjort i 2012-14, mens etape 2 med højhuset stod endeligt færdigt for beboere og besøgende i 2023.
Bag Lighthouse-projektet står ejerne i konsortiet Lighthouse United ved Claus og Nicolai Hommelhoff og Kilden/Hindby ved Rune Kilden og Stine Hindby.
Etape 2 af Lighthouse-projektet omfattede selve højhuset "Fyrtårnet" samt de to sidebygninger "Promenadehuset" og "Kanalhuset".
Baggrunden for Lighthouse
Konsortiet Light House stod i midten af 2000'erne bag tanken om at opføre et 142 meter højt hus på det yderste af Nordhavnen i Aarhus. I 2007 vandt de konkurrencen om den første etape af de bynære havnearealer. Ved et pressemøde på Aarhus Rådhus i april 2007 blev det afsløret, at et enigt bedømmelsesudvalg blandt fem forslag havde udpeget det markante højhusprojekt "Light House" som vinderen. Arkitektfirmaet 3XN, der havde hovedkontor i Aarhus, stod bag tegningerne til det store boligtårn, der skulle være med til at kickstarte byudviklingen i denne nye del af Aarhus.
Arkitekturen og omgivelserne
3XN Arkitekter havde fra første streg af Lighthouse en vision om at skabe et fyrtårn for hele Aarhus, der åbnede dørene for alle i Aarhus fra land, til vands og i luften. Inspireret af vandet, bølgerne og den omkringliggende natur fik bygningen sine buede og bløde linjer, der afspejler havets konstante bevægelser.
Ikke alene naturen, men også Aarhus' mangfoldighed og menneskers forskelligheder har formet Lighthouse. Lighthouse rummer både små og store lejligheder med udsigt til både vand og bylivet. Dette skaber en intim og privat atmosfære, samtidig med at det åbner op for fællesskab med naturen, det rå hav og den pulserende by lige uden for døren.
3XN har gennem disse designelementer fortalt historien om Lighthouse, der omfavner forskelligheden i mennesker, naturen, roen og livet.
I Lighthouse er der adgang til et eksklusivt gårdrum for beboerne. Gårdrummet tilbyder tillige plads til leg og afslapning for alle aldre med legeområder og hyggekroge, og det udgør dermed et velegnet sted for naboer at mødes og slappe af i grønne og frodige omgivelser.
Hele vejen rundt om Lighthouse kan besøgende og beboere nyde roen, ligesom de kan nyde duften af frisk havluft langs promenaden. Udover muligheden for at opleve imponerende solnedgange med en enestående udsigt over Aarhus Bugten, kan børn lege på de særligt indrettede legeområder rundt om bygningskomplekset.
Anerkendelse og priser
I oktober 2023 vandt Lighthouse prisen som verdens flotteste højhus i størrelsen 100-199 meter ved et awardshow hos organisationen The Council on Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH) i Singapore.
Lighthouse på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Jyllands-Posten. Lighthouse i Aarhus kåret som verdens flotteste højhus. https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE16527208/lighthouse-i-aarhus-kaaret-som-verdens-flotteste-hoejhus/
- Domis. Lighthouse. https://domis.dk/byggerier/lighthouse/
- Lighthouse Aarhus. https://lighthouseaarhus.dk/media/1158/2020-06-07-lighthouse-salgsprospekt-3.pdf
- Aarhus Stiftstidende. Landets højeste bygning er færdig: Det startede med et islandsk giga-krak og det rene røverkøb på et hotel i København. https://stiften.dk/aarhus/landets-hoejeste-bygning-er-faerdig-det-startede-med-et-islandsk-giga-krak-og-det-rene-roeverkoeb-paa-et-hotel-i-koebenhavn. 16-11-2022.
- Aarhus Stiftstidende. 142 meter boligfyrtårn på havnen. 17-04-2007.