Kjeld Holm (1945-2024)

Fra AarhusWiki

Kjeld Holm (født den 18. juli 1945 i Diernæs i Sønderjylland, død den 2. oktober 2024 i Egå) var biskop over Aarhus Stift fra 1994 til 2015.

Hans far var mejeribestyrer.

I 1967 blev Kjeld Holm gift med Birthe Elgaard Holm (1938-2022). De fik to døtre, Nanna og Katja.

Kjeld Holm var student fra Haderslev Katedralskole. Herefter læste han idéhistorie på Aarhus Universitet og blev mag.art. i 1972. Uddannelsen blev suppleret med en teologisk tillægseksamen i 1974. I 1990 fik han sin mag.art. konverteret til en cand.theol.

Efter nogle år som underviser på Aarhus Universitet og på Pastoralseminariet samt en kort tid som hjælpepræst ved Vejlby Kirke blev Kjeld Holm præst ved Ellevang Kirke. Her var han fra 1974 til 1994, hvor han udnævntes til biskop over Aarhus Stift. Dette embede sad han i frem til 2015. Teologisk var Kjeld Holm inspireret af bl.a. Søren Kierkegaard, K.E. Løgstrup og sin gamle lærer fra universitetet, Johs. Sløk.

Ud over sit hverv som biskop beklædte Kjeld Holm en lang række tillidsposter. Således sad han hen over årene i utallige bestyrelser, nævn og råd, bl.a. bestyrelsen for Aarhus Universitet, bestyrelsen for Danmarks Pædagogiske Universitet, bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder, Max Havelaar-fonden og Udsatterådet i Aarhus Kommune. Før han blev biskop, var han i nogle år tillige formand for Den Danske Præsteforening.

Kjeld Holm var desuden en flittig foredragsholder, ligesom han var forfatter til omkring 20 bøger. Også et job som litteraturanmelder ved Århus Stiftstidende fandt han i mange år tid til.

Både som præst og biskop var Kjeld Holm en særdeles aktiv debattør, og også når det gjaldt politik, var han en engageret stemme. Han var af den opfattelse, at politik og kristendom hørte sammen – et synspunkt, ikke alle præster var enige i. Kjeld Holm lagde aldrig skjul på, i hvilken side af det politiske spektrum han hørte til. I 1971 var han således folketingskandidat for SF og blev senere i mange år medlem af Socialdemokratiet, et parti, han dog i 2017 måtte forlade – primært pga. dets flygtningepolitik. Som biskop talte Kjeld Holm gerne minoriteternes sag; det gjaldt f.eks. flygtninge og homoseksuelles rettigheder.

Sidst men ikke mindst var Kjeld Holm en inkarneret AGF-tilhænger, og han var fast mand på tribunen, når ’de hvi’e’ fra Fredensvang spillede. I et debatindlæg i 2019 skrev han: ”Næppe nogen, der kender mig, vil betvivle, at denne fodboldklub har været en stor kærlighed for mig i 50 år, og det står jeg ved”.

Se også

Litteratur og kilder

  • Kristeligt Dagblad, 9.3.2002
  • Århus Stiftstidende, 18.7.2015
  • Århus Stiftstidende, 21.1.2022
  • Århus Stiftstidende, 4.10.2024
  • Århus Stiftstidende, 5.10.2024