Johan Emilius Bøgh (1815-1893)

Fra AarhusWiki
Portrætfoto af Johan Emilius Bøgh. Fotograf Thomas Pedersen, 1872, Den Gamle Bys billedsamling.

Johan Emilius Bøgh (født den 17. februar 1815 i Aarhus, død i 1893) var malermester, fotograf og medlem af Aarhus Borgerrepræsentation 1859-1863.

Han var søn af malermester Christian Bøgh og hustru Mariane Sørensdatter Smidt.

Johan Emilius Bøgh hørte til en håndværkerslægt, der i lang tid havde boet i Aarhus. Blandt dens ældre medlemmer var guldsmeden Mathias Mortensen Bøgh, den mest kendte guldsmed i det 18. århundrede.

Bøgh tog borgerskab som maler den 25. marts 1844. Han var udlært malermester ligesom sin far, men under et besøg i København blev han interesseret i daguerreotypi – en tidlig form for fotografi, hvor billedet fikseredes på en kemikaliebehandlet metalplade. Han købte et daguerreotypiapparat og nedsatte sig som daguerreotypist i Klostergade i Aarhus.

Bøgh fulgte med udviklingen inden for fotografi og begyndte tidligt at fotografere på glasplader og herefter på papir. Blandt nogle af hans mere bemærkelsesværdige fotografier er portrætter af tyske soldater fra besættelsen af Aarhus under krigen i 1864.

I en kortere periode - fra 1859 til 1863 - var han medlem af Borgerrepræsentationen i Aarhus.

Da Bøgh gik på pension i 1884, tilbød han sine gamle kunder portrætpladerne til deres fotografier, mens resten blev destrueret.

Medlem af eller byens repræsentant i ...

Se også

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Heidi Holst Madsen og overført fra Århus Leksikon
  • Ib Gejl (red.): Århus – Byens borgere: 1165-2000 (2000), s. 57-58. Bestil materiale
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: Borgere i byens Råd (1968), s. 48. Bestil materiale