Jaka

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
JAKA-fabrikken under opførelse i Brabrand i 1953.

Jaka fabrikken i Brabrand blev oprettet 24. september 1954 og lukkede 1. marts 2008.

Fra DANA til Jaka

I 1951 oprettede 19 jyske andelsslagterier en fælles fabrik for konservesproduktion. Mange slagterier havde dengang en vis egen produktion af konservesvarer, men der var et stort og til dels uudnyttet potentiale for konserveseksport, som slagterierne ikke kunne drage fordel af enkeltvis. Samtidig var det sådan, at mange råvarer blev sendt til konservesforarbejdning på Opskæringsfabrikken DANA på Nykøbing Falster, hvorefter de blev solgt videre til eksport og hjemmemarked gennem Lolland-Falsters Andelsslagteriers Indkøbs- og Salgskontor. Ved at samle deres konservesproduktion på en fælles fabrik i Jylland kunne de jyske andelsslagterier opnå stordriftsfordele, sæsonmæssige udsving i udbud og efterspørgsel kunne udjævnes ved oplagring, og samtidig kunne der spares transportomkostninger.

Den fællesjyske konservesfabrik fik navnet Jydske Andelsslagteriers Konservesfabrik A.m.b.A., kaldet Jaka. På det tidspunkt hvor fabrikkens placering skulle besluttes, tilbød Brabrand-Årslev Sogneråd et areal på 2 ha ved Højriisgården ”vederlagsfrit”, som det blev udtrykt. Arealet lå tæt ved jernbanen med Aarhus Havn i rimelig nærhed, og prøveboringer viste, at kravene til vandforsyningen om kvalitet og mængde ville blive opfyldt. På den baggrund blev det besluttet at placere fabrikken på arealet, med adressen Højriisgårdsvej 5 i Brabrand. Den 15. maj 1954 blev de sidste råvarer forarbejdet på DANA fabrikken, hvorefter den lukkede, og den 25. september samme år startede fabrikken i Brabrand. Af de ca. 85 medarbejdere på DANA fabrikken var der mellem 25 og 30, som flyttede til Brabrand.

Bygningerne

Fabrikken blev anlagt på en skrånende grund, hvor der mellem tilkørslen på grundens nordside og jernbanesporet på grundens sydside var en højdeforskel på ca. 5 meter. Denne højdeforskel undlod man at udligne og udnyttede den i stedet i fabriksbygningens udformning og indretning.

Fabriksbygningen blev opført i en næsten kvadratisk form med et bebygget areal på ca. 3.000 kvadratmeter. Den blev opført som en jernbetonskeletbygning med ydervægge af gasbeton og overdækket med shedtag. Det skrånende terræn blev udnyttet således, at gulvet i fabrikationsetagen lå i rampehøjde over terræn i bygningens nordlige del, mens gulvet i den underliggende lageretage lå i rampehøjde over terræn i bygningens sydlige ende, hvilket gav gode til- og frakørselsmuligheder til begge etager. I udformningen af bygningen lykkedes det at koncentrere alle isolerede rum, køle- og fryserummene, i en samlet blok, der som en selvstændig bygning med ydervægge af teglsten skød op inde i den egentlige fabriksbygning.

På fabriksetagen blev der indrettet en stor varemodtagelse, hvor råvarerne blev vejet og kontrolleret. Herefter blev de placeret i et stort råvarekølerum i den indre bygning. På den ydre bygnings østside blev der indrettet et stort opskærings- og tilskæringsrum. Sydsiden af den ydre bygning blev optaget af skinkeafdelingen, hvor skinker blev lagt i dåser, presset og lukket. På vestsiden i den ydre bygning fandtes den store fabrikationshal, hvor der blev produceret stort set alle former for kødkonserves. Rummet var indrettet således, at mange maskiner var flytbare, så de kunne opstilles, hvor det i en given produktionsproces var bedst. Endelig var der i det nordvestlige hjørne af bygningen opstillet de forskellige steriliseringsapparater til at få dåserne til at holde sig.

Derefter blev dåserne sendt ned på lageretagen, hvor de fik påsat etiketter og pakket i kasser, så de kunne sendes ud til forbrugerne.

Direktørboligen

Direktørboligen har i mange år stået forladt, men er en del af en ny lokalplan for området.

Direktøren fik i 1959 sin egen bolig tæt på fabrikken. Det blev et meget specielt hus. Det var tegnet af Knud Blach Petersen og Herbert Jensen samt udsmykket af Allan Schmidt. Huset er på 230 kvadratmeter og ligger på en bakkeskråning, hvorfra der er frit udsyn ud over Brabrand Sø og ådalen. Forholdene på stedet inspirerede arkitekterne til at lave et hus med en opholdsafdeling i nær kontakt med haven og en fremspringende soveafdeling, hvorunder hovedindgang og parkeringspladser er placeret. Fra hovedindgangen kommer man via en hængende trappe op til en stor central hall med pejs og gulv af marmor. Øvrige gulve var af teak ligesom alle døre.

Huset skulle stå som en demonstration af, hvad danske arkitekter formåede inden for dansk arkitektur. Og sådan blev det. Det blev ikke noget pompøst hus, men et elegant, forfinet og raffineret hus. Huset blev i adskillige magasiner og blade rost til skyerne. De eneste, der var kritiske var bønderne, der gennem deres medejerskab af fabrikken og huset var med til at betale. Her mente man godt, at mindre kunne have gjort det.

Stor betydning for Brabrand

Jaka fik stor betydning for Brabrand. Da der var flest ansatte på fabrikken, var der omkring 550. Det betød, at mange ønskede at flytte til Brabrand, og Jaka fik da også råderet over 50 lejligheder i Brabrand Boligforenings nyopførte byggeri, Søvangen. For at sikre, at arbejderne kom frem til Jaka i tide, blev der oprettet en direkte buslinje mellem Aarhus og Jaka, hvilket var ret usædvanligt. Blandt de øvrige beboere i Brabrand hed det da også, at Jaka havde fået busforbindelsen, fordi arbejderne på Jaka havde ”et skrækkeligt sprog”, som ingen andre mennesker kunne holde ud at høre på. Bortset fra det ”skrækkelige sprog” var Jaka af stor betydning for den industrielle udvikling i Brabrand og for bydelens udvikling.

En hurtig succes

Beskæftigelsen på Jaka fabrikken var på 190 arbejdere i 1954, og fem år senere nåede den op på 360 arbejdere og 85 funktionærer. Fabrikken havde stor betydning, f.eks. stod den i marts 1957 for ca. 10 % af Danmarks samlede eksport af konserves. Det blev en fabrik, der tog de nyeste produktionsmetoder i brug, og Aarhus Stiftstidende bedømte da også fabrikken ved at skrive, ”at i de rette hænder er det nærmest forbløffende, hvad der kan blive af landmandens øffende og gryntende husdyr af Dansk Landrace. Jaka i Brabrand er beviset herpå”. Jaka blev hurtigt en succes. Allerede i 1950’erne eksporteredes der f.eks. bov, røget bacon, farsretter, pølser og røde grisetæer til omkring 100 lande. Der blev taget mange kreative markedsføringsaktiviteter i brug for at fremme salget, men det var dyrt. Og fabrikkens egentlige ejere, landmændene, begyndte da også snart at vånde sig, fordi det hvert år var nødvendigt at overføre penge til fabrikken, hvilket gik ud over landmændenes efterbetalinger.

Brabrand Sø som Det røde hav

Indvielse af nye lokaler på Jaka i 1958. Fra venstre sesprokurist Krabbe Nielsen, afdelingsleder J.P. Neckelman, New York, eksportschef Knud Riis og afdelingsleder W.M. Millar, London. Dette firkløver udgjorde i slutningen af 1950'erne et stærkt markedsføringsmæssigt team, der brugte meget utraditionelle midler i afsætningsarbejdet.

Produktionen på fabrikken voksede så hurtigt, at fabrikkens spildevandssystem ikke kunne følge med. Det resulterede omkring 1960 i en udbredt forurening i Brabrand Sø med blod-, fedt- og talgholdigt skyllevand. Søen, der indtil da havde været lidt af et eldorado for badende børn, fik nu lokalt det mindre behagelige navn: Det røde hav. Jaka blev derfor i starten af 1960’erne nødt til at tage driften op til nærmere eftersyn. Virksomheden blev direkte pålagt at føre al skyllevand gennem kommunens rensningsanlæg, og hele afsætningsområdet blev taget op til en kraftig revurdering. I stedet for at satse på så mange eksportmarkeder som muligt blev produktionen nu målrettet tre markeder: USA, Storbritannien og Danmark. Det bragte omkostningerne kraftigt ned, og landmændenes kritik af Jaka forsvandt efterhånden. Jaka var simpelthen en nødvendighed, hvis landmændenes grise skulle udnyttes til det yderste. I 1971 blev fabrikken udvidet med 4.000m2, og samme år købte den Hafnia Konserves A/S, hvorved fabrikken opnåede en betydningsfuld udvidelse af kundekredsen i Storbritannien og USA. I 1970’erne var det især det engelske marked, der sikrede Jaka fremgang, idet man havde fået en rigtig god aftale med stormagasinkæden Marks & Spencer, mens det amerikanske marked jævnligt voldte problemer på grund af blandt andet devalueringer og importtold. I 1980’erne var det derimod omvendt. Dette hang sammen med flere forhold, men især handelen med firmaet ITC i Houston i Texas trak Jaka op, så 1980’erne endte med at blive Jakas storhedstid.

Tulip tog over

Imidlertid var både 1970’erne og 1980’erne fusionstid inden for de danske slagterier. Her blev Jaka også ramt, idet fabrikken i 1990 blev fusioneret med en række andre virksomheder under navnet Tulip International A/S. Mange af de slagterier som stiftede Jaka fabrikken i 1951 var i mellemtiden gået sammen i Slagteriselskabet Danish Crown, og i 1998 fik Danish Crown fuldt ejerskab over Tulip International. Forbindelsen til ITC i Houston blev kappet, hvilket resulterede i fyringer på fabrikken i Brabrand. Beskæftigelsen på Jaka fabrikken havde indtil 1995 ligget stabilt på 4-500 mand frem, men derefter faldt den, og efter år 2000 blev det klart, at Jaka ikke indgik i Tulip s fremtidige planer. Da det i 2006 blev besluttet at lukke fabrikken, havde den 186 medarbejdere, deriblandt 144 slagteriarbejdere. Den 1. marts 2008 forlod den sidste Jaka bov fabrikken i Brabrand. Jaka bov produceres dog stadig, men nu på andre af Tulips afdelinger.


Litteratur og kilder