Hedda Lundh

Fra AarhusWiki

Hedda Lundh (f. 28. september 1921 – d. 2. marts 2012) var journalist, gymnasielærer og aktiv i modstandsbevægelsen i Aarhus, hvor hun var medlem af en gruppe udelukkende bestående af kvinder.

Hun blev født i Korsør, som den yngste af tre piger. Hendes far, der var redaktør på Sorø Amts Dagblad, kaldte hende i de tidlige år for ”familiens eneste dreng”, da hun var vildere end sine søstre og havde kortklippet hår. Hun begyndte i 1937 på Aurehøj Gymnasium. I 1938 var hun udvekslingsstudent i Wittenberg, hvor hun stiftede bekendtskab med nazismen. I begyndelsen var hun fascineret af udviklingen i det tyske samfund i 1930’erne, men efter Hitlers annektering af Tjekkoslovakiet og de følgende begivenheder i Tyskland, tog hun afstand fra nazismen.

Hun tog sin studentereksamen i 1940, kort tid efter den tyske besættelse af Danmark. Samme år blev hun gift med revisoren Carl-Einar Maaløe. Året efter startede hun på Almindelig og sammenlignende litteratur på Københavns Universitet.

Modstandskamp i Aarhus

I sommeren 1942 flyttede parret til Aarhus, da hendes daværende mand havde fået job i byen. Lundh fortsatte derfor sine studier ved Aarhus Universitet, hvor hun straks kom med i en modstandsgruppe, der stod for at producere og distribuere illegale blade. Gruppen opstod i studiemiljøet på Aarhus Universitet og var ledet af den litteraturstuderende Morten Ruge. Senere begyndte gruppen at arbejde med sabotage, og Lundh blev sat til at håndtere sprængstoffer på lige fod med gruppens mandlige medlemmer.

I april 1944 blev hun tilknyttet en anden modstandsgruppe, som udelukkende bestod af kvinder. Den var ledet af klaverlærerinden Karen Brieg. Gruppens opgaver bestod af sabotage og anden ødelæggelse, og det var Lundhs erfaring med sprængstof, der fik hende tilknyttet til gruppen. Gruppens samlingspunkt var Karen Briegs lejlighed i Klintegården, og den bestod udover Brieg og Lundh af seks andre kvinder, heriblandt Else Marie Pade, Paula Heide og Dagmar Holm Hansen. De arbejdede blandt andet, under instrukser fra England, med en plan om at sabotere telefonnetværket i Aarhus, hvis en britisk invasion skulle blive en realitet. Lundh kom også senere til at fungere som telefonkontakt for modstandsbevægelsen.

I slutningen af juni 1944 tog Lundh og hendes mand til København for at deltage i hendes fars 60-års fødselsdag. Tilfældigvis samme dag, som gruppen i Aarhus var blevet stukket. Mændene, som hun havde arbejdet sammen med, var blevet taget af Gestapo, og hendes egen lejlighed var blevet ransaget. Kvindegruppen var dog blevet advaret i tide og var gået under jorden.

Herefter flygtede Lundh og hende mand til Sverige, hvor de opholdt sig indtil til besættelsestidens ophør. I Sverige meldte parret sig til Den danske brigade. Først efter 4. maj 1945 fik hun kendskab til resten af kvindegruppens skæbne. De andre var vendt tilbage til arbejdet efter et par måneders pause, og blev i september 1944 taget af Gestapo, hvorefter de blev sat i Frøslevlejren. De var blevet stukket af den kendte Aarhus-stikker, Grethe Bartram.

Efter krigen

Efter krigen arbejde Lundh i mange år som freelancejournalist fra sin bopæl i Paris. Hun færdiggjorde sine studier i 1952. Fra 1962 var hun ansat som underviser på Aurehøj Gymnasium. Først efter sin pension i 1990’erne begyndte hun at beskæftige sig med minderne fra modstandskampen. Først i 1995 med et program i Danmarks Radio, En kvindelig jernbanesabotør, siden i 2002 med den selvbiografiske bog fra besættelsestiden i Aarhus, Ikke noget theselskab. I 2012, samme år som hun døde, kunne man også opleve hende i tv-dokumentaren, Danske modstandskvinder.

Kilder og litteratur