Havnens Perle
Havnens Perle er en grillbar, som siden sin start på Aarhus Havn i 1962 har opnået stor popularitet og flere gange er kåret som Aarhus’ bedste pølsevogn. Ved starten hed grillbaren Lerdrups Snackbar, men siden 1989 har navnet været det nuværende. Efter flere flytninger på havnen har Havnens Perle siden 2007 ligget i sin nuværende pavillon i Sverigesgade 5 på Nordhavnen nær Østbanegården og færgelejet.
Lerdrups Snackbar og havnearbejderne
Familien Lerdrup startede i 1962 boden Lerdrups Snackbar, som afløste familiens hidtidige aktiviteter. Oprindeligt havde familien drevet en varmestue for havnearbejdere, og siden 1930'erne havde de kørt rundt på havnen og solgt pølser på små cykelvogne - bl.a. Long John-cykler.
I Lerdrups Snackbar, som en overgang også kaldtes Snackbar Sibirien, fortsatte salget af pølser og blev suppleret af is og souvenirs - særligt til norske turister, som kom med den daværende færgerute fra Oslo. Salget af souvenirs stoppede dog med tiden, og i stedet blev kerneområdet servering af mad såsom pølser, bøfsandwich, pommes frites og smørrebrød. Kontakten til havnearbejderne fortsatte dog, idet familien indgik en aftale med havnearbejdernes fagforening om, at de fik doneret en sum penge for hver solgt pølse.
I 1976 overtog anden generation grillbaren, og de ændrede i 1989 navnet til Havnens Perle. Navnet skyldtes, at nogle gæster på et tidspunkt mente, at bordene lignede det bombede Pearl Harbour, når der i travle perioder ikke blev ryddet af med det samme. Da der var mange amerikanske flådefartøjer i havnen på det tidspunkt, blev den fordanskede version af navnet valgt for ikke at give amerikanske søfolk uheldige mindelser om angrebet på Pearl Harbour i 1941. Tredje generation af familien Lerdrup tog over i 2000 og ejede grillbaren indtil 2008, hvor den blev solgt til en mangeårig medarbejder.
Havnens Perle og Aarhus Ø
Kunderne er igennem årene blevet en blandet gruppe af turister, havnearbejdere, kontorfolk, rejsende med færgerne og andre. Under planlægningen af Aarhus Ø i 2006 valgte teknisk rådmand Peter Thyssen (De Radikale) sammen med borgmester Nicolai Wammen (Socialdemokratiet) at mødes med en journalist fra Århus Stiftstidende på Havnens Perle for at fortælle om det kommende havnebyggeri.
Projektet for Aarhus Ø var dog i første omgang en trussel mod driften af Havnens Perle. Grillbaren lå på det tidspunkt 150 meter længere mod syd, hvor senere realiserede vejomlægninger kom til at ændre det fysiske landskab. Havnens Perle har lige siden starten i 1962 ligget på lejet jord uanset beliggenheden, og lejeaftalerne har med undtagelse af en 12 år lang periode været korttidskontrakter på få måneder ad gangen. I forbindelse med vejanlægget kunne lejeaftalen være blevet opsagt med kort varsel uden mulighed for reetablering et andet sted.
Selvom en grillbar ikke umiddelbart var tænkt ind i planerne for Aarhus Ø, blev det dog i 2007 muligt at flytte Havnens Perle til sin nuværende placering. Ved den lejlighed valgte den daværende ejer Peter Lerdrup at etablere en ny og større pavillon til at huse grillbaren. Siden er Havnens Perle blev kåret som Aarhus’ bedste pølsevogn i 2007, 2008 og 2009, og dens bøfsandwich blev kåret som Danmarks bedste i 2012 og 2014.
Litteratur og kilder
- Havnens Perles historie
- "40 år med pølser og havneudsigt", Jyllands-Posten, 4/1 2003, s. 5.
- "En perle skal der være plads til", Århus Stiftstidende, 21/6 2006, s. 5.
- "Pølsemutter siger farvel", Århus Stiftstidende, 8/2 2007, s. 2.
- "Et pølseslot med det hele", Århus Stiftstidende, 7/12 2007, s. 12.
- "En perle med det hele", JP Århus, 2/12 2008, s. 17.
- "Linda er Havnens Perle", Århus Stiftstidende, 4/12 2008, s. 10.
- "Havnens livretter", Søfart, nr. 8, 22/2 2013, s. 14.