Hans Øvlisen

Fra AarhusWiki

Hans Øvlisen var håndværksmester i Aarhus fra 1909 og deltog i en række af byens store byggeprojekter, eksempelvis anlæggelsen af Aarhus Amtssygehus, Trikotagefabrikkerne samt boligkarréer i byens centrum Frederiksbjerg og den nordlige del af byen.

Foruden at personificere håndværkersolidaritet, erfaring og arbejdsomhed med en stærk national grundholdning karakteriseres Hans Øvlisen på følgende vis af Aarhus Stiftstidende den 30. august 1953:

"Han kunne virke stejl, fordi han altid sagde sin mening rent ud, hvad enten den kom tilhørerne tilpas eller ej, men han havde det lune smil, der varmer, og som kendetegner den gode ven" (s.18).

Hans Øvlisen bestred i løbet af sit virke også en række tillidsposter: formand for Aarhus Tømremesterforening i perioden 1943-51, formand for Arbejdsgiverforeningen i Aarhus og bestyrelsesmedlem hos Tømremestrenes Landsorganisation. Endvidere var han vurderingsmand i den såkaldte Jydsk Hypotekforening frem til sin død og formand for 20. Bataillons Soldaterforening. Ellers var Øvlisen bestyrelsesmedlem for Aarhus Grundejerforening og Aarhus Savværk

Øvlisen efterlod sig en hustru og fire børn: en datter, ansat hos Aarhus Skattevæsen, en søn, kontorchef i København, en søn, der var kompagnon i eget firma, og sidste søn, kasserer i Aarhus og Omegns Bank.

Litteratur og kilder

  • John W. Oldam, Noter om Den lokale sammenslutning af Arbejdsgiverforeningens medlemmer i Århus 1914-1964