Gruppe 38
Gruppe 38 er et professionelt teater, der blev startet i Aarhus i 1972, hvor det var et børnegruppeteater influeret af tiden tradition for pædagogiske og politiske lærestykker. I dag har det status som et lille storbyteater og laver forestillinger for både børn og voksne.
Siden sin start har Gruppe 38 haft adskillige tilholdssteder. Oprindeligt lå teatret i et baghus på Frederiksgade 34, men tog ofte ud i byen og lavede gadeteater flere forskellige steder. I efteråret 1988 flyttede teatret til Mejlgade 45, hvor deres forestillinger blev opført på den såkaldte ”Auktionsscene”, der fik sit navn efter bygningens over 110 år lange funktion som auktionshus, startet af Nellemann & Thomsen.
I august 2004 flyttede Gruppe 38 igen, denne gang kun lidt længere ned ad gaden til Mejlgade 55B, hvor der tidligere havde ligget en sæbefabrik. Her fik de samlet alle deres aktiviteter under ét tag og skabte en omfattende turnévirksomhed både i Danmark og udlandet, blandt andet Australien, Kroatien, Norge, Canada, USA, Tyskland, Estland, Skotland og Japan.
Senest er Gruppe 38 flyttet til Aarhus Ø, hvor deres tilholdssted har fået navnet Pier 4 og ligger lige ved vandkanten ved Bassin 7. Bygningen har to scener, der er bygget specifikt til Gruppe 38. De kunne få nøglerne til de nye lokaler i begyndelsen af 2019 og rykkede hurtigt ind.
På deres to scener opfører og præsenterer teatret både dansk og international scenekunst i et intimt format. Deres forestillinger er alternative, skæve, finurlige, forunderlige og vedkommende og har alle det til fælles, at de er skabt eller velegnede til mindre scener, hvor kontakten til publikum er væsentlig. Teatret bestræber sig på at skabe uforudsigelige, tankevækkende oplevelser, der skærper forestillingsevnen og modet til at forandre noget tilsyneladende uforanderligt. De ønsker desuden at skabe levende historier, der styrker samhørigheden, ved at få publikum til at genkende sig selv og hinanden i deres forestillinger.
Gruppe 38 ledes af skuespiller og dramatiker Bodil Alling, som blandt andet er blevet tildelt Statens Kunstfonds livslange hædersydelse for sit kunstneriske arbejde. I 2021 havde hun 40-års jubilæum på teatret. Oprindeligt blev hun ansat i 1981 og arbejdede i de følgende år som skuespiller, dramatiker og instruktør indtil hun i 1990 blev kunstnerisk leder.
Priser og udmærkelser
Gruppe 38 har siden 1991 modtaget tre Reumert-priser, flere andre priser, hædersydelser og legater, og er blevet nomineret til flere.
- 1996: Gruppe 38 modtager prisen som Årets Børneteater af Danmarks Teaterforeninger
- 1998: Gruppe 38 modtager Horsens kommunes Børneteaterpris
- 1999: Gruppe 38 udnævnes til at være et af Århus Kommunes kulturelle flagskibe
- 1999: Forestillingen Hans og Grete nomineres til Årets Reumert i kategorien Årets Børneteater
- 2001: Forestillingen En lille sonate nomineres til Årets Reumert i kategorien Årets Børneteater
- 2003: Forestillingen Den lille pige med svovlstikkerne tildeles Årets Reumert i kategorien Årets Børneteater
- 2006: Forestillingen Du må være en engel, Hans Christian tildeles Årets Reumert i kategorien Årets Børneteater
- 2010: Gruppe 38 modtager prisen som Årets Børneteater af Danmarks Teaterforeninger
- 2011: Gruppe 38 modtager prisen ASSITEJ Honorary President Award for Artistic Excellence.
Se også
Litteratur og kilder
- https://www.gruppe38.dk/om-teatret/
- Reklame i Stiften 17.05.1987
- Artikel ”Ny sæson – nye rammer for baggårdsteater” i Stiften 26.02.19
- Studenter Guiden om Gruppe 38, https://studenterguiden.dk/TeatretGruppe38/Aarhus/KulturOgUnderholdning/byguidested/3427
- KultuNaut om Gruppe 38, https://www.kultunaut.dk/perl/sted/type-nynaut/nr-3331
- Iscene.dk om Bodil Allings 40-års jubilæum, https://iscene.dk/2021/08/31/bodil-alling-om-sine-40-aar-paa-gruppe-38-havde-det-vaeret-nemt-og-komfortabelt-saa-havde-jeg-ikke-vaeret-her-saa-laenge/