Feedback Recording
Feedback Recording, Feedback Studiet, eller bare Feedback var en indspilningsstudie ejet af bandet Gnags ved deres villa-kollektiv på Haraldsgade 27 i Kongsvang, Viby.
Feedback opstod så småt fra 1974, hvor Gnags fik råd til at købe en mikserpult til deres bands kollektiv. Det skete på baggrund af, at de gennem det forgangne år havde oprettet pladeselskabet Genlyd - der på dette tidspunkt blot bestod af et skrivebord i kollektivet, hvorfra pladeselskabet blev administreret - for at udgive deres egen plade.
Genlyd og Feedback opstår
Bandets nye aktiviteter som både pladeselskab og begyndende indspilningsstudie var et resultat af, at man i 1970'erne ikke kunne indspille og udgive i plade uden at skulle til København. Det var en kostelig og omstændelig affære, som kun de færreste bands havde råd til at betale selv. Desuden var det også kun ganske få, der fik tilbud fra de etablerede pladeselskaber, der sad tungt på markedet. Disse var alle lokaliseret i København, og af samme grund var det stort set kun københavnske bands og solister, der fik chancen.
Gnags havde været gennem møllen i 1973, hvor de tog til København og betalte i dyre domme for at indspille pladen På Vej, der blev udgivet af Johnny Reimers Polygram. Da de omtrent et år senere ville lave pladen Del Af En Ring, måtte de igen til København og betale for indspilningen, men denne gang var der ingen, der ville udgive pladen. Dermed kunne Gnags ikke tjene pengene ind igen og stod i gæld til indspilningsstudiet uden en krone på lommen. Af nød, men også for at få deres nye plade ud i verden, oprettede Gnags derfor Genlyd fra kollektivet i Haraldsgade og udgav selv Del Af En Ring. De fik herefter råd til mikserpulten og ombyggede deres øvelokale i kollektivets gamle snedkerværksted til et studie. Dermed fik Feedback sin spæde start.
Hele Jyllands studie
Med egne Feedback og Genlyd kunne Gnags nu både indspille og udgive deres egen musik, men også andres. Flere og flere musikere begyndte at tage til Kongsvang og hænge ud i det nye studie. Ud over at udgive tre af Gnags' egne plader frem til 1978, udgav Genlyd også musik fra bl.a. Lost Kids, Blue Sun og Djursland Spillemændene.
Gnags' musikalske karriere tog herefter fart, og op gennem 80'erne blev de et af Danmarks mest populære og succesfulde bands. Det formåede at udgive hele 10 platinplader på rad frem til Lygtemandens Sang i 1991.
Feedback voksede sig også større med årene og lagde i 1985 lokaler til, da støttesangen Afrika skulle indspilles. Her blev alle de største danske stjerner samlet i Aarhus, hvilket markerede musikkens løsrivelse fra hovedstaden og højdepunktet i den store firseroptur, sin det aarhusianske musikmiljø oplevede. Genlyd spillede ligeledes en stor rolle i denne udvikling, da pladeselskabet udgav store navne som Thomas Helmig, Henning Stærk, Mek Pek, Elisabeth, Michael Falch, Arvid, Kåre Norge, Det Neodepressionistiske Danseorkester og Søs Fenger.
Både Feedback og Genlyd blev de steder, man kunne gå til som aarhusiansk - eller bare jysk - musiker, når man ville indspille og udgive sin musik uden for det københavnske marked, men med lige så stor chance for succes. Det var lige indtil 1990, hvor Genlyd flyttede til København. Det efterlod et hul i de aarhusianske musikmiljø, og den eksplosive blomstring, som musikken i Aarhus havde oplevet gennem 1980'erne, stilnede af.
Feedback Studiet blev dog liggende på sin plads i Kongsvang og var fortsat samlingssted for mange aarhusianske kunstnere. Det lukkede dog endeligt i 2011.
Se også
- Byvandringen Byens Lydspor på Aarhus Stadsarkivs hjemmeside
- Byens Lydspors podcastafsnit om Genlyd Grammofon og Feedback Recording
Feedback Recording på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Jørgen Nielsen et al.: "Rock i Århus - Brudstykker af en musikhistorie", Byhistorisk Fond, 2008