Clemenstrykkeriet
Clemenstrykkeriet blev oprettet i 1905 af parret Carl Henrik Reimann og Anna Marie Kirstine Reimann. Trykkeriet lå oprindeligt i Emilienborg på Skolegade ved Bispetorvet, hvor parret på dette tidspunkt selv boede, men flyttede i 1915 til Kystvejen 37. Parret ejede også Dansk Skoleforlag, som de havde købt, allerede mens de boede i Emilienborg, og som de drev hjemmefra.
Efter Carl Reimanns død i 1931 ledte Anna Reimann både trykkeriet og forlaget videre, indtil hun selv døde i 1943. Her blev både ejendommen på Kystvejen 37 og Nørreport 4 samt Clemenstrykkeriet købt af bogtrykker A.L. Pedersen. Han ville dog ikke drive virksomheden selv, men indsatte litograferne, David Kjær Andersen og Harald V. Jensen som bestyrere. Begge disse havde lært bogtrykkerfaget ved Pedersens tidligere virksomhed i Allingaabro, og inden udgangen af 1943 havde de selv købt Clemenstrykkeriet. Et sted mellem 1944 og 1949 flyttede Andersen ind i ejendommen på Kystvejen 37, hvor han boede på 1. sal, og inden 1954/55 købte han bygningen.
Da David Kjær Andersen købte Kystvejen 37 under Anden Verdenskrig, blev 1. sal midlertidigt beboet af tyske soldater, der var indkvarteret i en forlægning i bygningen. Det forhindrede dog ikke Clemenstrykkeriet i at fremstille en stor mængde illegale tryksager for modstandsbevægelsen i etagerne under. Det blev dog aldrig opdaget, og Andersen udtrykte, at ”Tyskerne havde ikke fantasi til at forestille sig, at noget sådant kunne foregå lige foran næsen af dem”.
I 1954 blev Andersen eneejer af trykkeriet, efter Jensen begyndte en karriere som civilingeniør. Andersen var en arbejdsom mand og blev i en artikel i forbindelse med sin 60 års-fødselsdag i 1968 kaldt ”Aarhus bogtryks faglige førstemand”. Andersen havde høje krav til sine medarbejdere, men både de og trykkeriets moderne, tekniske udstyr sørgede da også for, at Clemenstrykkeriet leverede kvalitetsarbejde. Deres væsentligste produktioner var tidskrifter, bøger og videnskabelige afhandlinger.
I 1986 solgte Andersen Clemenstrykkeriet til Emil Holm, der var udlært bogtrykker på Phønix-trykkeriet i Nørre Allé. Emil Holm blev trykkeriets sidste ejer, mens det stadig lå på Kystvejen 37. Den 1. december 1994 flyttedes trykkeriet – meget passende – til nye lokaler på Johann Gutenbergs Vej i Aarhus N. Grunden dertil var blandt andet, at der var blevet pladsmangel i ejendommen på Kystvejen, og at der var blevet stillet krav om at installere dyrt, nyt ventilationsudstyr i deres lokaler.
Clemenstrykkeriet ligger ikke længere i Aarhus, men eksisterer i dag i Viborg, hvor trykkeriets gamle skilt fra virksomhedens tid i Aarhus markerer den nye beliggenhed i St. Sct. Mikkels Gade.
Litteratur og kilder
- Preben Rasmussens udklipssamling på AarhusArkivet.dk, Kystvejen 37, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000297344
- Aarhus Stiftstidende, 1931-12-19, s. 10, ”Dødsfald”
- Aarhus Stiftstidende, 1931-12-28, s. 7, ”Dødsfald”
- Aarhus Stiftstidende, 1943-05-31, s. 3, ”Dødsfald”
- Aarhus Stiftstidende, 1943-07-31, s. 2, ”Købt to Ejendomme”
- Aarhus Stiftstidende, 1995-03-25, 1. del, s. 8, ”Arkitektskolen afløser Clemenstrykkeriet”.
- Viborg Stifts Folkeblad, 2016-07-15, ”Byens måske mest sete skilt er på plads”, https://viborg-folkeblad.dk/artikel/byens-måske-mest-sete-skilt-er-på-plads