David Kjær Andersen (1908-2005)

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

David Kjær Andersen (født den 16. marts 1908, død den 5. februar 2005) var bogtrykker i Aarhus.

David Kjær Andersen var bogtrykker i Aarhus og ejede fra 1943 til 1986 Clemenstrykkeriet, der lå på Kystvejen 37. Her boede Andersen i mange år sammen med sin hustru, Lisbeth Kjær Andersen, som han havde giftet sig med den 15. september 1940.

Han var udlært i bogtrykkerfaget ved A.L. Pedersen i Allingåbro og kørte som ung mand på cykel fra Kolind til Leipzig for at styrke sine evner i faget. Herefter vendte han tilbage til Danmark for at arbejde ved Clemenstrykkeriet i Aarhus.

Andersen var dygtig til sit fag - så dygtig, at han i en artikel i forbindelse med sin 60-års fødselsdag i 1968 blev kaldt "århusiansk bogtryks faglige førstemand". Fra 1962 til 1973 var han desuden formand for Aarhus Bogtrykkerforening, hvor han med læresætningen, ”En dygtig ungdom er Danmarks bedste råstof” lagde særlig vægt på at sørge for god oplæring til de unge i faget. Efter sit formandskab blev Andersen æresmedlem af foreningen. Andersen var senere i sit liv formand i Forening for Boghaandværk, Østjysk kreds.

Derudover var Andersen i en periode formand for Århus KFUM, hvor han sørgede for at indføre, at de unge i foreningen kunne samles om underholdningsaktiviteter, der ikke nødvendigvis stemte overens med foreningens formålsparagraf. Derudover var han formand for Århus Domsogns Menighedsråd i 1969 til 1979, og var efterfølgende kirkeværge i sognet.

Litteratur og kilder

  • Preben Rasmussens udklipssamling på AarhusArkivet.dk, Kystvejen 37, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000297344
  • Aarhus Stiftstidende, 2000-09-14, 2. del, s. 6, ”Diamantbyllup”
  • Aarhus Stiftstidende, 2005-02-09, 1. del, s. 14, ”Dødsfald”