Ceres Arena
Ceres Arena (tidl. "Arenaen", "Atletion Arena" og "NRGi Arena") er en indendørs event- og sportshal med plads til 5.000 tilskuere (4.394 siddepladser, 591 ståpladser og 15 kørestolspladser). Arenaen blev opført i 2001 og er beliggende ved siden af Ceres Park for enden af Stadion Allé i Havreballe Skov. Ceres Arena indgår som en del af sportskomplekset "Ceres Park og Arena" tidligere kendt som Aarhus Idrætspark og Atletion.
Hallen er inspireret af de gamle amfiteatre i Rom med tribunepladser opbygget omkring et centergulv. I den lyse foyer, der går hele vejen rundt om hallen, er der toiletter, barer og garderober samt Ceres Café, hvor der er plads til 150 siddende gæster. Desuden er der adgang til to lyse VIP-lounger og flere mødelokaler.
Via spillertunellen er der adgang til fire omklædningsrum - alle med brusebad, sauna, toilet og behandlerrum.
Indvielse
Arenaen, som den blev kaldt ved opførelsen, blev indviet lørdag den 24. marts 2001 ved et større gallashow der blev sendt på den landsdækkende tv-kanal TV2. Kronprins Frederik var med til at indvie den nye sportshal foran knap 5000 gæster, der også fik den musikalske fornøjelse at være vidne til optrædener af Henning Stærk, Poul Krebs, Eran DD, Melanie B, Sanne Salomonsen, Gruppen Basix og De Nattergales Carsten Knudsen. Værter på arrangementet var tv-værten Morten Stig Christensen og komikeren Mette Lisby.
Se også
Ceres Arena på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Ceres Park og Arena. Indendørs sport. https://www.parkarena.dk/sport/indendoers-sport/
- Aarhus Stiftstidende. Gallashow i Arenaen. 25-03-2001.