Cecilia Maria Kaarsberg (1776-1841)

Fra AarhusWiki

Cecilia Maria Kaarsberg (født den 10. december 1776 i Mindegade 8, død den 17. april 1841) var købmandshustru og indehaver af flere større ejendomme i Aarhus.

Hun var datter af købmand, tobaksfabrikant, vinhandler, direktør, skibsreder, eligeret borger, opsynsmand og kasserer ved færgevæsenet m.m. Andreas Peter Kaarsberg og Kirstine Dons. De døbte Cecilia Maria Kaarsberg i Aarhus Domkirke den 17. december 1776.

Gift den 8. februar 1807 med købmand Rasmus Nielsen Malling (1767-1826), som var enkemand efter hendes faster Margreta Pedersdatter Kaarsberg.

Efter ægteskabets indgåelse flyttede Cecilia Maria Kaarsberg ind i sin mands købmandsgård i Dynkarken 39-41, hvor hun blev mor til fem børn, hvoraf kun to blev voksne. Det var Niels Malling og Andreas Malling.

Cecilia Maria Kaarsberg var husfrue i købmandsgården i en årrække frem til sin mands død den 18. december 1826. I den tid blev købmandsgården udvidet såvel bygningsmæssigt som handelsmæssigt, og kronen på værket blev opførelsen af et helt nyt forhus til købmandsgården på naboejendommen Dynkarken 43 i 1816. Efter 1826 blev denne ejendom kaldt Enkesædet.

Efter sin mands død fortsatte Cecilia Maria Kaarsberg købmandsgårdens aktiviteter, indtil hun over nogle år begyndte at overdrage ansvaret til sin ældste søn, Niels Malling. Hun var dog fortsat ejer af familiens ejendomme, så hun gav ikke helt slip på sine aktiver.

Litteratur og kilder