Jens Marius Stilling

Fra AarhusWiki
Version fra 1. jul. 2025, 12:51 af Hemik (diskussion | bidrag) Hemik (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Direktør Jens Marius Stilling

Jens Marius Stilling (født den 7. december 1838 i Kristrup, død den 21. maj 1928 i Aarhus) var købmand og trælastindehaver. Udnævnt til ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. J.M. Stilling boede fra 1880 til 1922 i Fredensgade 38.

Han var søn af skolelærer P.J. Stilling. Gift med Sophie Amalie Stilling, født Sommer. Far til Gerhard Stilling.

Karriere

J.M. Stilling kom i handelslære 1853 og fik tilegnet sig købmandsfærdigheder ved forskellige handelsforretninger i Aarhus, før han som 23-årig fik ansættelse ved Harald Jørgensens Trælasthandel. I 1874 fik han titlen af prokurist, og fra 1890 blev han medindehaver af forretningen H. Jørgensen & Stilling.

Ved sammenlægningen af de to virksomheder H. Jørgensen & Stilling og Petersen & Matzen i 1896 oprettedes aktieselskabet "Aarhus Trælasthandel A/S", hvortil J.M. Stilling blev valgt til direktør. J.M. Stilling overlod direktørposten til sin søn Gerhardt Stilling i 1908 og lod sig herefter vælge til formand for aktieselskabets bestyrelse. Han bestred formandsposten i årene fra 1909 til 1918, hvorefter han overlod denne til købmand Christian Kampmann, mens han selv forblev ordinært bestyrelsesmedlem.

Under Stillings ledelse blev Aarhus Trælasthandel den største i landet indenfor sin branche.

Militært engagement

J.M. Stilling var soldat i Kiel i perioden 1861-63, og deltog i den 2. Slesvigske Krig i 1864. Her var han med til at redde to kanoner på tilbagetoget fra Dannevirke og deltog senere i forsvaret af Dybbøl, for hvilket han modtog Erindringsmedaljen. Efter fredsslutningen blev Stilling udnævnt til Korporal.

I august 1909 dekoreredes Stilling med ridderkorset, og i 1914 blev han tillige udnævnt til Dannebrogsmand.

Til J.M. Stillings begravelse i 1928 havde en deputation af veteraner fra 1864 indfundet sig med en fane.

Jens Marius Stilling på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende Jens Marius Stilling i AarhusArkivet

Litteratur og kilder

  • Aarhus Borgere 1915-1920, hæfte I. Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus.
  • Aarhus Stiftstidende: Firs år. 5.12.1918.
  • Aarhus Stiftstidende: Bisættelse. 26.5.1928.