Pakhus 27
Pakhus 27 lå på Nordhavnsgade 12-14. Bygningen var opført efter tegninger af havneingeniør Andreas Peter Vedel i 1907. Bygningens beliggenhed var tidligere kendt som Pakhuskajen; pakhuset ligger ud for havnebassin 2. Pakhus 27 blev opført af Aarhus Havnevæsen.
Bygningens stueetage fungerede i mange år som pakhus. På 1. sal var der kontorer for forskellige firmaer og varmestue for havnens medarbejdere. 2. salen, som var loftet, blev brugt til lejligheder.
Skibsmæglerfirmaet Rasmus Christensen og andre firmaer i bygningen
Et af de firmaer, der i mange år holdt til i Pakhus 27, var Rasmus Christensens skibsmæglerfirma. Skibsmæglererhvervet er et serviceerhverv til skibstrafikken. En skibsmæglers arbejde gik ud på at kontakte havn, lods og brandvagt for at sikre, at skibet kom sikkert i havn, og at der var en havneplads ledig. Når skibet var lagt til kaj, skulle skibsmægleren hjælpe kaptajnen med toldpapirer, skaffe lægehjælp eller andet, skibet og dets besætning kunne have brug for.
Rasmus Christensen fik arbejde hos J. P. Petersens Dampskibsekspedition i 1894. I 1907 blev han medejer af firmaet, og i 1916 overtog han det. Christensen opnåede bestalling som skibsmægler i 1921 og åbnede virksomhed under sit eget navn, "Rasmus Christensen, edsvoren mægler".
Christensens medarbejder, Hans Cornelius Jørgensen, blev kompagnon i 1947 og købte firmaet i 1950. I 1971 overtog Jørgen Frank Jørgensen firmaet, og han overlod det i 1999 til sine sønner, Lars og Claus. Firmaet lå på adressen indtil 2005.
Aarhuus-Bugtens-Dampskibsselskab havde gennem en række år lokaler i Pakhus 27. Dampskibsselskabet sejlede til Mols, Tunø og Samsø med varer og personer.
Varmestue
På bygningens 1. sal lå en varmestue for havnens arbejdere. Der blev også serveret mad for havnearbejderne i bygningen.
Pakhus 27 i nyere tid
Bygningen blev renoveret i 2009. Pakhuset skulle klargøres til at rumme kontorer og fungere som formidlingscenter for De Bynære Havnearealer, i dag Aarhus Ø projektet. Samme år overtog Center for Byudvikling og Mobilitet en del af bygningen. Det er dem, der leder projektet. Der kan blandt andet ses en model over den nye bydel i bygningen.
Et andet firma, der holdt til i Pakhus 27 i 2014, var Aarhus SeaRangers. Firmaet tilbyder guidede ture på Aarhus Bugten i store gummibåde.
Pakhuset blev som følge af et kommuneplantillæg og en lokalplan revet ned i i august/september 2015 i forbindelse med etableringen af en stor åben havneplads på De Bynære Havnearealer.
Læs mere om Aarhus Havn
Henvisninger
- Aarhus Kommunes bygningsinspektorat, tegningsarkivet
- http://www.aarhusportalen.dk/vis_artikel.asp?ArticleId=20796