Indlæser kort...

Christian Henrik Grotum var oberstløjtnant og ejer af Aarhus Mølle i perioden 1753-1764.

Født 13. maj 1720, død 3. juli 1764 på Volstrup.

Søn af viceborgmester i Aalborg, senere borgemester, kancelliråd og justitsråd, Henrik Himmerich Grotum og dennes anden hustru, Sesilie Popp.

Gift 23. oktober 1754 med Johanne Marie Althalt, enke efter Jens Wissing. Wissing havde ejet Aarhus Mølle frem til sin død, hvorefter enken havde overtaget ejerskabet. Det overgik til Grotum ved deres ægteskabs indgåelse.

Christian Henrik Grotum var fjernt beslægtet med den aarhusianske storkøbmand Harboe Meulengracht (1767-1853), da hans stedbror (faderens første hustrus søn af første ægteskab), Harboe Lassen Meulengracht, blev stamfader til den meulengrachtske slægt i Aarhus og var farfar til Harboe Meulengracht (1767-1853).

Selvom de to slægters ikke var blodsbeslægtede, men deres tætteste familierelation var stedbrødrenes forældres ægteskab, blev de to slægtsnavne alligevel bundet sammen i Harboe Meulengrachts farbror, der blev døbt Henrik Grotum Meulengracht (1737-1785). Han var i en periode sognepræst for Hasle, Skejby og Lisbjerg Sogne og blev senere provst, hvormed han også figurerer i aarhusiansk historie. Ligeledes fik en anden farbror mellemnavnet "Werchmester" - et andet betydningsfuldt efternavn i en gren af den grotumske slægt.

Litteratur og kilder

  • V.A. Secher: "Den Grotumske Slægt, En stamtavle over de slægter, som have adgang til de grotumske legater, Første del", Nielsen & Lydiche, 1885. Digitaliseret af Slægtsforskernes bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk/911026.pdf
  • Oscar Meulengracht: "Slægten Meulengracht - Den ældre og den yngre Linie". Digitaliseret af Slægtsforskernes bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk/920259.pdf